Den aarhusianske studentersatellit Delphini-1 er brændt op i atmosfæren
Delphini-1 solnedgang

En solnedgang set fra rummet er blot et af de talrige billeder, satellitten nåede at sende ned til Aarhus Universitet, inden Solen gik ned over den for sidste gang. (Foto: The Delphi-1 team)

En solnedgang set fra rummet er blot et af de talrige billeder, satellitten nåede at sende ned til Aarhus Universitet, inden Solen gik ned over den for sidste gang. (Foto: The Delphi-1 team)

22 marts 2021

Satelitten Delphini-1, som er bygget af studerende på Aarhus Universitet, fik sit endeligt søndag 14. marts.

Efter at have været i kredsløb om Jorden i to år sank den lille kasseformede satellit så langt ned i atmosfærens tættere lag, at den brændte op, skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse

Ifølge en forudsigelse kan satellitten være brændt op et sted sydvest for Tasmanien, men kontroltårnet mistede forbindelsen til Delphini-1 et døgn før dens sidste dag. Derfor kan man ikke sige præcist, hvor og hvornår satellitten havde sine sidste øjeblikke. 

delphini_ma_ske_danmark.jpg

Her er et af de sidste billeder fra Delphini-1. Så vidt de studerende har kunnet regne sig frem til, er Danmark med på billede ude i horisonten. (Foto: The Delphini-1 team)

På sin færd har Delphini-1 frembragt billeder af brændende solnedgange, skydækkede horisonter og det stjernespækkede himmelrum. Se billeder taget af satellitten i artiklen Danske studerendes satellit brænder snart op, men har givet os viden og billeder af Jorden.

Man har dog hele tiden vidst, at projektet havde en udløbsdato. 

Den lille fotograf viste sig dog at være mere langtidsholdbar end som så og forblev i rummet flere måneder længere end forventet. Det var især, fordi Solen holdt sig i ro, så solaktiviteten ikke fik atmosfæren til at koge op. Så ville luftmolekylerne have bremset satellitten tidligere. 

Projektet har givet de studerende på Institut for Fysik og Astronomi blod på tanden, og der er flere satellitter i vente i fremtiden, lyder det i pressemeddelelsen.

 

ast

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.