Danske forskere bruger kunstig intelligens til at undersøge fotografier fra 2. Verdenskrig
Kunstig Intelligens Fotografier 2. Verdenskrig

Danske og finske forskere har ved hjælp af kunstig intelligens kategoriseret omkring 160.000 fotografier fra 2. Verdenskrig. (Foto: Shutterstuck).

Danske og finske forskere har ved hjælp af kunstig intelligens kategoriseret omkring 160.000 fotografier fra 2. Verdenskrig. (Foto: Shutterstuck).

29 oktober 2020

Takket være kunstig intelligens kan fotografier taget under 2. Verdenskrig blive kortlagt og kategoriseret nemmere end nogensinde før. 

Ved hjælp af AI (artificial intelligence) kan forskere udfra indholdet på et billede nu genkende og navngive fotografier, som fotografer har tage. 

Danske forskere fra AU Engineering ved Aarhus Universitet har samarbejdet med kollegaer fra Tampere-universitetet i Finland og det finske Miljøinstitut.  

Sammen har de gennemgået omkring 160.000 fotografier taget af i alt 23 finske fotografer fra Vinterkrigen, Fortsættelseskrigen og Laplandskrigen fra årene 1939-1945. 

Ved hjælp af AI'en kunne forskere automatisk registrere mennesker og objekter i forskellige scenarier langt hurtigere, end et menneske kunne have gjort det. 

Ifølge EU’s tilgængelighedsdirektiv, der trådte i kraft i september 2020, skal alle offentlige billeder på internettet indeholde tekstbeskrivelser af billedindhold, og her kan AI-teknologien være til stor hjælp. 

»Vi er ganske overraskede over den præcision, hvormed AI’en er i stand til at genkende fotografer udfra kendetegn på billederne, såsom indhold og framing,« siger Alexandros Losifidis, lektor og ekspert i kunstig intelligens ved Aarhus Universitet, i en pressemeddelelse

Gennemsnitligt opnåede AI’en en klassificeringsnøjagtighed på 41,1 procent. Studiet viser ifølge forskerne, at visse fotografer har en meget distinkt og letgenkendelig stil, mens det hos andre fotografer er sværere for AI’en at genkende. 

Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift IEEE Explore. 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.