Ugens bedste klimanyheder: Dansk universitet nedsætter klimaaftryk og elbilbatterier skal gøres mere effektive
De danske universiteter præger denne uges nyhedsoverblik - men der er også plads til en lille påmindelse om, hvorfor det er vigtigt, at vi får omlagt til en bæredygtig livsstil.
elbiler_effektive_batterier

På DTU har en række forskere nu vist, hvordan man mere effektivt kan lagre energi fra sol og vind ved at tabe så lidt energi som muligt i processen. Det kan på sigt give mere effektive batterier, som blandt andet kan bruges i elbiler. (Foto: Shutterstock)

På DTU har en række forskere nu vist, hvordan man mere effektivt kan lagre energi fra sol og vind ved at tabe så lidt energi som muligt i processen. Det kan på sigt give mere effektive batterier, som blandt andet kan bruges i elbiler. (Foto: Shutterstock)

Så skal vi til det igen: Vi har samlet op på ugens konstruktive forskningsnyheder, og det er et nyhedsoverblik i den grønne omstillings tegn.

Selvom en velundt sommerferie står for døren – også i forskningens verden – så bliver der stadig berettet om alskens vilde forskningsprojekter, og dem fortsætter vi troligt med at levere over sommeren.

Vi både starter og slutter vores gennemgang på de danske universiteter, og særligt Danmarks Tekniske Universitet (DTU) har sat sit præg på denne ugens overflyvning.

Projekterne er som altid blevet vendt flittigt i Videnskab.dk’s Facebookgruppe ’Red verden’, så hop ind og vær med!

Ugens konstruktive nyheder


Som noget nyt er vi på Videnskab.dk begyndt at samle op på ugens konstruktive nyheder, der bliver diskuteret flittigt i vores Facebook-gruppe 'Red Verden'. 

Nyhederne er plukket fra egen andedam eller andre medier, og det er forskningsnyheder med en konstruktiv, løsningsorienteret vinkel. 

Vi håber, I vil læse med!

Men lad os da få sat blus på de grønne kedler og starte nyhedstoget.

Kunstig intelligens skal finde frem til effektive batterier

Første stop: DTU og IT-universitet.

Her har danske forskere nemlig fået en anseelig pose penge, 23 millioner kroner, til at afdække, hvordan nye, bæredygtige batterier kan lagre energi fra sol og vind effektivt og til en meget lavere pris end i dag – endda »uhyre effektivt og billigt«.

Det skriver Uddannelses- og Forskningsministeriet i en pressemeddelelse.

Forskere fra DTU og IT-Universitetet skal bruge kunstig intelligens og meget store computersimuleringer til at finde frem til mere effektive batterier, som også skal kunne bruges i transport, for eksempel biler.

Pengene kommer fra EU og er del af projektet BIG-MAP, som i alt har et budget på 150 millioner kroner til at finde en vej til 'ultra-performing' batterier, lyder det i pressemeddelelsen.

Kommer elbiler til at køre længere på en opladning?

Vi bliver på stationen lidt endnu. For svaret på spørgsmålet om energilagring skal faktisk findes på DTU.

På det tekniske universitet arbejder forskere nemlig med lagring af vedvarende energi. I et netop afsluttet projekt har de vist, hvordan man mere effektivt kan lagre energi fra sol og vind ved at tabe så lidt energi som muligt i processen.

»Hvor man traditionelt regner med en effektivitet på omkring 90 procent i konverteringen af energien, har vi forbedret den til 97 procent,« siger Kasper Lüthje Jørgensen fra DTU, og fortsætter:

»Og forbedringen er endnu større, når man på et tidspunkt skal bruge energien fra batteriet, hvor effektiviteten traditionelt er omkring 80 procent, men vores løsning har en effektivitet på 95 procent,« siger Kasper Lüthje Jørgensen, der har udført projektet som ph.d.-studerende på DTU Elektro, i en pressemeddelelse fra DTU.

Opdagelsen kan betyde, at elbiler kan komme til at køre længere. Læs mere om det – og om teknologien bag forbedringen – i pressemeddelelsen på DTU’s hjemmeside.

Pengeregn over grønne projekter i Storbritannien

Den britiske regering har lukket op for den grønne pengepose.

Vi krydser Nordsøen og skæver mod Storbritannien, hvor der flyder flere støttekroner fra statskassen til grønne projekter. For nylig fortalte vi, at der er uddelt 80 millioner kroner til at udvikle et kæmpebatteri til lagring af sol- og vindenergi.

Nu melder BBC, at yderligere knap 30 millioner kroner er uddelt til et konsortium bestående af blandt andet forskere og en virksomhed startet af tidligere sejlere fra America’s Cup. 

Sammen skal de udvikle færger, der sejler uden at udlede CO2. Højhastighedsfærgerne skal kunne fragte 350 passagerer ved hjælp af eldrevne propeller, skriver BBC.

Hvad ved du om elbiler?


Vi har samlet en række grundbogsartikler om elbiler.

 Hvor klimavenlige er elbiler, og hvorfor sælger man ikke flere? Blive klogere her: 

Forskere kommer med venlig klimapåmindelse i et nyt indlæg

Hvorfor er det nu så vigtigt, at vi får omlagt vores livsstil i en mere bæredygtig retning?

Der er flere gode grunde, og skulle du have glemt dem, så kommer en gruppe forskere med en venlig påmindelse i et nyt indlæg i tidsskriftet Current Biology.

Vores nylige erfaringer med coronavirus illustrerer fint, hvad der foregår indenfor både klima og biodiversitet, lyder det fra forskerne: 

Til at begynde med virkede problemet måske til at være langt væk. Men jo længere man venter med at handle, des større bliver konsekvenserne for vores hverdag.

»Den eneste forskel er, at konsekvenserne i naturen er umulige at rette op på igen,« skriver forskerne fra blandt andet University of Cambridge og University College London.

Forskerne har beregnet, at hvis Storbritannien havde lukket ned en uge tidligere, var 17.000 dødsfald undgået. I USA er det tilsvarende tal helt oppe på 45.000.

Ifølge forskerne vil det til sammenligning berøre mellem 62 og 457 millioner mennesker ekstra i form af sult, tørke og oversvømmelser, hvis den globale opvarmning får lov at suse forbi 1,5 grader og videre op til 2,0.

Du kan læse mere hos Environment Journal eller i forskernes indlæg.

Et grønt universitet

Som lovet er endestationen et dansk universitet, nemlig Københavns Universitet, som har nedsat sin udledning af CO2 med 70 procent.

Tal kan være taknemmelige, men universitetet har gennem tiden sat gang i 150 forskellige projekter for at blive bedre til at udnytte energi, droppe flyrejser og håndtere affald bedre.

Forbedringerne betyder, at universitetet hvert år sparer over 50 millioner kroner, skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse, hvor du også kan læse mere om årsagerne.

Vil du også diskuttere løsninger? Så hop ind i Red Verden 

Vi er nået til vejs ende. 

Tak, fordi I rejste med denne uges nyhedstog, der kom rundt om nogle af de vilde forskningsprojekter, der findes både i Danmark og rundt i verden. 

Du kan læse mange flere råd og nyheder – og baggrunden for dem – i Facebook-gruppen, hvor de diskuteres flittigt af medlemmerne. 

Gruppen har fokus på løsninger på verdens store problemer med afsæt i videnskab.

Du kan finde gode råd til meget andet end vedvarende energi og forskning i bestemte afgrøder. 

Meld dig ind i gruppen her, og slut dig til over 5.000 andre danskere, som vil være med til at skabe en bedre verden.

Red Verden med Videnskab.dk

I en konstruktiv serie ser Videnskab.dk nærmere på, hvordan mennesket kan redde verden.

Vi tager fat på en lang række emner – fra atomkraft og indsatser for at redde dyrene til, om det giver bedst mening bare at spise mindre kød.

Hvad siger videnskaben? Hvad kan man selv gøre hjemme fra sofaen for at gøre en forskel?

Du kan få mange gode tips og råd i vores Facebook-gruppe, hvor du også kan være med i overvejelser om artikler eller debattere måder at redde verden på.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.