Britiske forskere tester coronavaccine på mennesker
coronavirus vaccine COVID-19 coronavaccine forsøg kliniske test

Britiske forskere går nu i gang med det spring, det er at teste en vaccine mod coronavirus på mennesker. (Foto: Shutterstock)

Britiske forskere går nu i gang med det spring, det er at teste en vaccine mod coronavirus på mennesker. (Foto: Shutterstock)

22 april 2020

Forskere over hele verden har arbejdet intensivt på at udvikle en vaccine mod COVID-19, siden coronavirussen brød ud i december 2019. 

Nu melder britiske forskere, at de i denne uge går i gang med at teste en vaccine på mennesker i et indledende forsøg. 

»Forsøget giver os mulighed for at teste, om raske mennesker kan beskyttes mod COVID-19 med denne nye vaccine, og det giver os værdifuld information om vaccinens sikkerhed og evne til at fremprovokere immunrespons mod virussen,« siger Professor Saul Faust, der er direktør for den kliniske forskningsafdeling på Universitetshospitalet i Southhampton, i en pressemeddelelse.

510 raske, frivillige forsøgspersoner mellem 18 og 55 år indgår i forsøget. 

Forskerne fra Oxford University og Southhamptom Universitetshospital startede med at udvikle vaccinen i januar.

Vaccinen består af en svækket version af en almindelig forkølelsesvirus, hentet fra chimpanser og genetisk ændret, så den ikke kan formere sig i mennesker. 

Den svækkede virus er blevet klonet med gener, som laver de proteiner, COVID-19-virussen bruger til at trænge ind i kroppens celler. De kaldes spikeproteiner. 

»Vaccinen skal rette virussens mest potente våben - dens spikes - mod den selv, så der bliver lavet antistoffer, som immunsystemet kan låse sig fast til og ødelægge virussen,« siger Saoul Faust.

Det er langt fra sikkert, at vaccinen er kraftig nok til, at den kan få immunsystemet til at producere nok antistoffer, og de britiske forskere er ikke de eneste, der forsøger at udvikle en vaccine mod coronavirussen - det kan du læse i artiklen Disse tre vaccineteknologier kan muligvis løse coronakrisen.

Også i Danmark - blandt andet i et tomt tårn på Panum - er vaccineforskere i gang. 

Lars Østergaard, der er ledende overlæge på Skejby Hospital og professor på Aarhus Universitet, tvivler ifølge Ritzaus Bureau på, at det bliver den britiske vaccine, der vinder kapløbet: 

»Man kan ikke regne med, at det nødvendigvis er den her vaccine, der skal redde os. Den er en af mange, der afprøves rundt omkring i verden. Den har ikke nogle særlige fortrin,« siger Lars Østergaard til Ritzau om briternes vaccine.

»Men jeg synes, at det er fantastisk, at vi på så kort tid efter at have lært virusset at kende kan lave vaccineforsøg på mennesker. Der er gang i mange ting derude, og det er lovende for fremtiden,« fortsætter han.

 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.