Boliger på Mars kan blive bygget af svampe

Det tog forskere 14 dage at gro denne "skammel" ud af mycelia. (Foto: 2018 Stanford-Brown-RISD iGEM Team)

Det tog forskere 14 dage at gro denne "skammel" ud af mycelia. (Foto: 2018 Stanford-Brown-RISD iGEM Team)

Kilde: 
20 januar 2020

Vores forestillinger om menneskets fremtid på fjerne planeter er ofte præget af futuristiske stålkonstruktioner omgivet af flyvende luftfartøjer - uden en plante i miles omkreds.

Men fremtidens kolonialisering af andre planeter - som Mars - bliver muligvis en anelse grønnere end forventet.

NASA skriver, at de er ved at udvikle teknologier, der kan skabe svampevækst, som skal kunne huse mennesker, når vi begiver os ud i det uendelige univers.

Forskningen, der foregår på NASA’s Ames Research Center i Silicon Valley, bliver faciliteret af the myco-architecture project, der har særligt fokus på mycelium, som er svampens underjordiske netværk af tråde.

Tanken er, at man i fremtiden vil kunne medbringe mindre specialdesignede svampe, der skal vokse sig til større bebyggelser blot ved tilførslen af vand.

»Traditionelt set har man forestillet sig, at vi tager vores huse med på Mars på ryggen som en skildpadde. Det er en pålidelig plan, som dog indebærer store energiomkostninger. Ved at gøre brug af mycelium kan vi i stedet gro vores bebyggelser, når vi ankommer,« forklarer Lynn Rothschild, der leder forskningsprojektet.

LÆS OGSÅ: Den store drøm om Mars

Ideen med svampevæksten er ikke kun at skabe en tom skal, der skal kunne bruges som husly. Man håber også på, at alt andet, der hører med til at skabe et hjem, vil kunne gros ud af mycelium, og forskerne er derfor også i gang med at eksperimentere med at skabe møbler.

Man vil derudover sikre sig imod, at svampevæksten inficerer fremmede planeter ved at sørge for, at mycelium, hvis det skulle undslippe menneskers bosted, ikke vil kunne vokse uden for et designeret område.

Projektleder Lynn Rothschild understreger, at man fokuserer på udviklingen af mycelium med henblik på at skabe bebyggelser på fremmede planeter. Hun udelukker dog ikke, at teknologien senere også vil kunne tages i brug på vores egen klode.

Vil du læse flere detaljer om at bygge med mycelium, har Videnskab.dk for nylig beskrevet et dansk projekt, hvor forskere vil bygge et intelligent hus af svampe.

LÆS OGSÅ: Storslået plan om at kolonisere Mars overser 3 problemer

LÆS OGSÅ: Fire veje for rumfarten inspireret af vikinger

jsj

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.