Børn og unge kan få fondsbevilling til at forske i fritiden
forskning børn unge fritiden teknologi innovation opfindelser

Børn og unge mellem 10 og 20 år kan få op til 50.000 kroner til at forske i fritiden. (Foto: Shutterstock)

Børn og unge mellem 10 og 20 år kan få op til 50.000 kroner til at forske i fritiden. (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
13 juli 2020

Er du en Georg Gearløs-type mellem 10 og 20 år? Grubler du over et problem, du gerne vil løse? Er du bare generelt nysgerrig og vild med naturvidenskab, design eller teknologi? 

Så tjek lige det her: 

Villum Fonden og Dansk Ungdoms Fællesråd har lavet den sejeste pulje, hvor du og dine venner kan søge op til 50.000 kroner til at lave eksperimenter, forske og opfinde ting i fritiden.   

»Forundringspuljen er for alle børn og unge, der har lyst til at eksperimentere med science uden for skoletiden og har brug for penge til at omsætte deres ideer til forsøg,« siger Ole Laursen, der er rådgiver hos Villum Fondens område for børn, unge og science i en pressemeddelelse. 

»Det kan være alt fra fysik, biologi og kemi til design, teknologi og opfindelser. Kun fantasien sætter grænser,« fortsætter han. 

Her er eksempler på projekter, der allerede har fået penge fra forundringspuljen: 

  • To unge københavnere vil bygge en vandraket, som får fremdrift ved hjælp af lufttryk og vand.  

  • En pige har fået en bevilling til at opspore og undersøge flagermus 

  • En gruppe fynboer vil lave et intelligent hjem med lys-, temperatur-, støj- og støvsensorer.

  • Spejdere fra hele landet har fået støtte til fartforsøg til vands og til lands.

Youtuberen Jeppe Ølgaard laver eksperimenter og præsenterer forundringspuljen i en række videoer på Dansk Ungdoms Fællesråds hjemmeside, hvor du også kan søge om penge. Den samlede pulje er på en million kroner.

 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.