Blodtryksmåler kan indbygges i mobilen
Blodtrykket kan måles ved at presse en finger mod en lille sensor, men måleren er ikke helt så præcis som blodtryksapparater til overarmen.

Den kompakte blodtryksmåler, der vil kunne bygges ind i smartphones, er endnu ikke helt så præcis som blodtryksmålere med en manchet, der sættes om overarmen. (Video: Science Magazine)

I USA har en gruppe elektroingeniører fremstillet en blodtryksmåler, der er så lille, at den i princippet kan bygges ind i en smartphone.

Miniature-måleren kan gøre det meget lettere og noget hurtigere at tage blodtrykket. Som bruger skal man blot presse sin pegefinger mod sensorer på mobilens bagside i et halvt minut, så dukker resultatet op på skærmen.

I første omgang er blodtryksmåleren ikke bygget direkte ind i mobiltelefonen, men i stedet i et 3D-printet cover til at sætte bag på mobilen.

Ingeniørerne har dog ideer til, hvordan den kan gøres endnu mindre og ikke mindst billigere ved i højere grad at udnytte det hardware, en almindelig smartphone allerede rummer – specielt kameraet.

Ikke helt så præcis

Blodtryksmåleren er baseret på en tryksensor samt en optisk sensor – en form for kamera – der kan måle blodgennemstrømningen i fingeren. Teknologien beskrives i en artikel i tidsskriftet Science Translational Medicine.

Den blev testet på 35 forsøgspersoner, hvoraf de 32 lynhurtigt fandt ud af, hvordan den skulle bruges.

Findes allerede?

Der eksisterer apps, der angiveligt gør det muligt at måle blodtrykket ved hjælp af kameraet på smartphones.

Denne metode er dog ret upålidelig.

Resultatet af forsøget blev, at den kompakte måler er lige så nøjagtig som de blodtryksmålere, der kræver en oppustelig manchet til at sætte om fingeren.

Til gengæld er den knap så præcis som de langt mere udbredte blodtryksmålere med en manchet, der skal sættes om overarmen.

Skal testes mere grundigt

»Det er et godt initiativ. Alt, hvad der kan gøre det lettere for befolkningen at måle blodtrykket og udbrede blodtryksmålinger, hilser vi velkomment,« siger Niels Henrik Buus, der er overlæge på Aarhus Universitetshospital og formand for Dansk Hypertensionsselskab.

»Så kan det godt være, at det ikke er superpræcist, men hvis man måler et forhøjet blodtryk, kan man gå til lægen og få det tjekket rigtigt. Det vil nok altid være manchet-målingerne, der er vores facitliste.«

Smartphone-blodtryksmåler

Pegefingeren skal trykkes stadig hårdere mod bagsiden af mobilen i et halvt minuts tid. Så får man oplyst sit blodtryk. (Foto: A. Chandrasekhar)

Niels Henrik Buus kunne dog godt tænke sig, at apparatet blev testet mere grundigt:

»Måleren er kun afprøvet på en mindre gruppe af raske personer og ikke på nogen med højt blodtryk. Det er ikke nok til, at man kan føle sig tryg ved målingerne. Vi skal også vide, om man kan bruge måleren til at følge, om blodtrykssænkende medicin virker.«

»Desuden vil præcisionen sikkert variere fra person til person. Før man tager sådan en blodtryksmåler i brug, bør man gå til lægen og få målt blodtrykket, så man kan sikre sig, at man får de samme værdier med mobiltelefonen som med et professionelt apparat.«

Mange lever i uvidenhed

Ifølge Hjerteforeningen, der arbejder med forebyggelse, patientstøtte og forskning i hjerte-kar-sygdomme, har cirka en femtedel af alle voksne danskere forhøjet blodtryk.

Det svarer til knap en million mennesker, og omkring 30 procent af dem ved ikke, at de lider af forhøjet blodtryk. Det er nemlig ikke en lidelse, man nødvendigvis mærker noget til.

Hos foreningen er de enige i, at der skal flere studier til, før en smartphone-blodtryksmåler kan anbefales. Desuden skal man være opmærksom på risikoen for sygeliggørelse, siger rådgivningsleder Hanne Balle:

»Der kan være en fare ved, at vi monitorerer os til hudløshed, når vi nu har mobilen lige ved hånden. Selvfølgelig skal man passe på sig selv, og det er bedre at forebygge end at helbrede, men man må ikke falde i den anden grøft og overdrive helbredsovervågningen. Så kan man gøre mere skade end gavn.«

Sådan måles blodtrykket

En almindelig blodtryksmåler er baseret på en manchet, der spændes om overarmen og pustes op, til pulsen ikke længere kan registreres.

Så letter man trykket, til pulsen dukker op igen. Så har man det systoliske blodtryk – det højeste af de to tal, som en blodtryksmåling giver – som er trykket i pulsårerne, når hjertet trækker sig sammen.

Trykket lettes endnu mere, til blodet kan flyde frit, for her har man det diastoliske blodtryk – det lave af tallene, som er trykket i pulsårerne mellem hjerteslagene.

Mini-blodtryksmåler bruger samme princip

Den lille blodtryksmåler fungerer efter samme princip. I stedet for at lade luft trykke på overarmen, skal brugeren blot selv levere trykket ved at klemme en finger ind mod måleren.

Frem for at trykket langsomt lettes, skal brugeren sørge for at øge trykket på den måde, det illustreres på skærmen.

Fingerens væv belyses af en lysdiode, og så måler den optiske sensor, hvor meget af lyset, der absorberes. Det varierer nemlig i takt med mængden af blod.

Når blodmængden og trykket sammenholdes, kan blodtrykket beregnes.

Ugens Podcast

Lyt til vores ugentlige podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.