Googles nye kunstige intelligens lærer af sig selv

Hør om det særlige ved den nye kunstige intelligens, og hvad den kan bruges til (Video: Deepmind).

Hør om det særlige ved den nye kunstige intelligens, og hvad den kan bruges til (Video: Deepmind).

Kilde: 
19 oktober 2017

Googles AI-projekt, DeepMind, har i en artikel i det videnskabelige tidsskrift Nature løftet sløret for sin seneste opfindelse:

En kunstig intelligens, der kan tilegne sig ny viden uden at kigge et menneske over skulderen. Det skriver The Guardian.

Det intelligente computerprogram, som har fået navnet AlphaGo Zero, er blevet verdens bedste til at spille det gamle kinesiske spil 'go', hvilket er en enorm bedrift inden for udvikling af kunstig intelligens. Programmet har spillet mod sig selv millioner af gange og har derved lært sig selv hidtil ukendte taktikker.

Det er ikke første gang, at Google DeepMind udvikler kunstig intelligens til at mestre go. Det har vi skrevet om i artiklerne 'Computer slår europamester i brætspillet go' og 'Google-computers triumf er et lille skridt mod store samfundsomvæltninger'.

Det nye er, at Zero-udgaven er startet fra nul og har lært det hele på egen hånd i stedet for at analysere menneskers strategier. I løbet af tre dage blev Zero så god, at den udraderede de tidligere versioner, der ellers er meget bedre end de bedste mennesker.

Opfindelsen er et vigtigt skridt på vejen mod såkaldt ’stærk’ eller ’bred’ kunstig intelligens. Det vil sige kunstig intelligens, der ikke er begrænset til enkeltopgaver som for eksempel at regne tal ud, at genkende ansigter eller at give mennesker baghjul i forskellige brætspil.

Men der er stadig lang vej mod den brede kunstige intelligens, der kan løse virkelighedens komplicerede problemer.

Problemet er ifølge The Guardian, at den kunstige intelligens kun kan løse opgaver, der kan simuleres perfekt i en computer. Det udelukker for eksempel opgaven at køre bil i den kaotiske og uforudsigelige virkelige verden, men også så ’simple’ opgaver som at gå eller sparke til en bold.

mdm

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.