Aarhus Universitet vil bygge sin egen satellit

Aarhus Universitets mini-satellit bliver bare 10*10*10 centimeter og kommer til at veje knap et kg. (Illustration: GomSpace)

Aarhus Universitets mini-satellit bliver bare 10*10*10 centimeter og kommer til at veje knap et kg. (Illustration: GomSpace)

23 marts 2017

I første kvartal af 2018 planlægger Aarhus Universitet at have en mini-satellit i sit eget kredsløb om Jorden. Det skriver universitetet i en pressemeddelelse.

Satellitten får navnet 'AUSAT-1' og bliver en såkaldt 'cube-sat' - en type af bittesmå satellitter, der kan være mindre end en skotøjsæske.

Komponenterne til AUSAT-1 ankommer til Aarhus Universitet allerede i løbet af foråret, og her skal studerende fra fysik, geoscience og ingeniørvidenskab arbejde sammen om at samle satellitten.

»Denne type teknologi vil gøre det mere tilgængeligt for studerende at arbejde med teknologien og planlægningen af missioner som denne,« siger professor fra Stellar Astrophysics Centre på Aarhus Universitet, Hans Kjeldsen, der er videnskabelig leder for missionen, i pressemeddelelsen.

Missionsemblemet for AUSAT-1 - den første satellit i Aarhus Universitets nye 'rumprogram'. (Illustration: Aarhus Universitet)

LÆS OGSÅ: Aalborg-studerendes satellitter overvåger skibsfarten i Arktis

Når satelitten er færdigbygget, vil to studerende fra Aarhus Universitet fragte den til Houston i en specialbygget kuffert.

Herfra vil den i første omgang blive sendt op til Den Internationale Rumstation (ISS) med en fragtraket, og i første kvartal af 2018 bliver den efter planen endeligt sluppet fri i sit eget kredsløb om Jorden.

Satellitten får et kamera, der kan tage billeder af både Jorden og verdensrummet, og universitetet vil bygge et kontrolrum ved navn 'Ground-Station' til at kommunikere med satellitten og modtage dens data.

»Ground-Station er et vigtigt omdrejningspunkt for hele projektet, og den bliver placeret på campus her i Aarhus,« fortæller postdoc fra Stellar Astrophysics Centre på Aarhus Universitet, Victoria Antoci, der er den operationelle leder af projektet, i pressemeddelelsen.

LÆS OGSÅ: Dansk studenter-satellit sendes op til rumstationen

Opsendelsen af AUSAT-1 skal først og fremmest vise, om cube-sats kan bruges til at indsamle videnskabelige data i Danmark.

»Vi vil specielt undersøge, om der med det allerede eksisterende radioudstyr kan skabes nye former for hurtig overførsel af data fra disse små statellitter, så forskerne for eksempel kan hente billeder ned fra satellitten, så snart de er optaget,« siger Rune Hylsberg Jacobsen fra Institut for Ingeniørvidenskab på Aarhus Universitet i pressemeddelelsen.

Satelitten bliver bygget i et samarbejde mellem Institut for Ingeniørvidenskab, Institut for Fysik og Astronomi og Institut for Geoscience på Aarhus Universitet, samt det nordjyske rumfirma GomSpace A/S.

Den skal efter planen være i kredsløb om Jorden i fire måneder.

Du kan læse mere om projektet og følge med i udviklingen af AUSAT-1 på Aarhus Universitets hjemmeside.

LÆS OGSÅ: Nu bliver to danske satellitter sluppet løs i rummet

LÆS OGSÅ: Minisatellit skal i kredsløb om Solen

on

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.