Vi starter ugens opsamling ud med at tage et kig på transportsektoren.
Siden 1990 er udledningene fra transportsektoren vokset med omtrent 30 procent. Transport er derfor en af de helt tunge poster i klimaregnskabet.
Hvis vi skal have afbødet de værste af klimaforandringerne er der brug for dels at få flere elbiler på vejene. Og dels at se på, hvordan vi får mindsket antallet af biler på vejene, særligt i de store byer, skriver lektor i Sustainability Science på Lunds Universitet Kimberly Nicholas i en artikel på The Conversation.
Den gode nyhed er, at forskningen faktisk har anvist, hvordan det kan lade sig gøre. Kimberly Nicholas fremfører i artiklen, med afsæt i forskning, 12 forskellige metoder til at nedbringe biltrængslen i store byer.
Øverst på listen ligger:
- En trængselsafgift, der betyder, at bilister betaler for at køre ind i storbyen. Overskuddet skal så bruges til at fremme bæredygtige måder at transportere sig på.
- Regulering af parkering og en ændring af færdselsveje. Her skal flere parkeringspladser erstattes med cykelstier og fortove, og der skal være flere bilfrie veje.
- Begrænsede bil-zoner, hvor man ekskluderer biler fra dele af byen (beboere er undtaget). Her skal bøderne, der kan komme, hvis folk overtræder reglen, være med til at finansiere bedre offentlig transport.
De mest effektive tiltag, ifølge forskernes gennemgang, er at indføre en trængselsafgift, som reducerer antallet af biler i byområder med alt fra 12 til 33 procent.
Dét at skabe bilfrie gader og adskilte cykelstier kan sænke bilismen i centrum af byerne med op til 20 procent, skriver Kimberly Nicholas.
Nyt DTU-center på vej
Power-to-X er efterhånden et alment kendt begreb, der dækker over en måde at omdanne strøm fra vind og sol til for eksempel ammoniak, metanol og metan, der kan bruges som brændstoffer.
I en stor serie ser Videnskab.dk nærmere på, hvordan mennesket kan redde verden. Vi tager fat på en lang række emner – fra atomkraft over GMO til, hvad man selv kan gøre hjemme fra sofaen. Hvad siger videnskaben?
I Danmark er der fuld sving i forskningen på det område, og nu skal et nyt innovationscenter på DTU accelerere den udvikling yderligere.
Villum Fonden bevilger nemlig 80 millioner kroner til at oprette et nyt nationalt innovationscenter, der som det første af sin slags skal stå for at udvikle store Power-to-X-projekter og få dem båret fra laboratoriet og ud i virkeligheden, skriver DTU i en pressemeddelelse.
Vi slutter ugens opsamling af med at samle op på et par af Red-Verden nyheder, Videnskab.dk bragte i løbet af påsken. Her kørte vi nemlig en mini-serie om elbilsbatterier.
Vi kiggede blandt andet nærmere på, hvordan det går med at få de dyre råstoffer ud af batterierne, for eksempel kobolt, og hvordan det går med at genbruge råstofferne i nye batterier.
Det kan du læse mere om i artiklerne: