Edderkopperne vrimler overalt. I vores hjem, i vores haver og ude i naturen. Henover sommeren har de vokset sig store, og nu er de ikke længere til at overse.
Måske er det derfor, flere af vores læsere har sendt spændende fotografier af edderkopper til Spørg Videnskaben.
Blandt andre vores læser Dion Mortensen, som har fotograferet en mystisk grøn edderkop nær Vejle (se foto 1).
»Jeg har en veninde, der har taget et billede af en meget mærkelig edderkop, som igen af os har set før. Jeg har søgt efter den på nettet, men har ikke kunnet finde den,« skriver Dion Mortensen.
Grøn edderkop ligner krabbe
Dion er ikke den eneste, der har sendt mystiske edderkoppe-billeder til Spørg Videnskaben. Så vi kontakter edderkoppeforsker Nikolaj Scharff, som er lektor og kurator ved Statens Naturhistoriske Museum. Han er ekspert i at genkende edderkopper, og han vil gerne hjælpe med at identificere læsernes kryb.
Nikolaj Scharff er ikke i tvivl om, hvilken en grøn krabat der er på spil hos Dion Mortensens veninde i Vejle.
»Det er en grøn krabbeedderkop, og den er lige så almindelig som husedderkopper. På billedet har den nået fuld størrelse. De bliver omkring 0,5 cm og lever udenfor i vegetationen. Den ligner en krabbe, og den bevæger sig sidelæns, så deraf navnet.«
»Krabbeedderkoppen laver ikke spind. Den fanger i stedet sit bytte ved at ligger i baghold. Så løber den frem og griber byttet med de store ben. Den kan uden problemer hapse en flue, som den så krammer og giver et kys, så den dør,« siger Nikolaj Scharff.
Indvandrer-kryb holder til ved tog
Edderkoppeforskeren fortæller, at der er gode chancer for at møde opsigtsvækkende kryb i disse år. På det seneste er landet blevet indtaget af arter, som ikke tidligere levede her. Arter, der er indvandret fra andre dele af verden.
»I sidste uge var jeg i Padborg for at kigge efter edderkopper ved egenes banelegemer. Vi har fundet flere nye edderkopper på jernbaneterræn.«
»Formodentlig er de kommet ind med tog fra andre lande. De har været med på vognene og er så droppet af. Men mange af arterne har vi ikke set andre steder end ved banen,« siger Nikolaj Scharff.
Læser fotograferer invasiv art
Et af de kryb, som er indvandret til Danmark, har vores læser Mille Hesselgren Ikov faktisk fanget et billede af (se foto 2).
»Den er lidt sjov. Det er nmelig slet ikke en edderkop, det er en mejer. Der findes forskellige arter, der er ’slægtninge’ til edderkoppen: skorpioner, mider – og mejer er en tredje.«
»Du ser ofte mejer på huse. De er nogle langbenede fyre med runde bagkroppe, der går rundt på husmure. Modsat edderkopper har de ikke gift. Men de spiser alligevel kød. De fanger deres bytte, som er insekter.«
»Dyret på billedet er en gaffelmajer. Den har fået sit navn på grund af de benlignende gevækster, der sidder foran på den og ligner gafler. Det dyr fandtes ikke i Danmark for bare få år siden. Gaffelmejeren er en indvandret art, der oprindeligt kommer fra området omkring Middelhavet, hvorfra den har spredt sig over sidste 50-60 år. Vi så den første gang i Danmark 2010, og nu er den i det meste af landet,« siger Nikolaj Scharff.
Meget stor korsedderkop i Vejle
Udover de farverige og ukendte edderkopper – og mejer – har Spørg Videnskaben også fået billeder af en meget stor korsedderkop. Den sad i et glashus i Carsten Jessen have i Vejle (se foto 3 og 4). Han kostaterer, at der er tale om et ualmindeligt stort eksemplar. Men Nikolaj Scharff fortæller, at korsedderkopper ikke er blandt de største edderkopper, vi har i Danmark.
»Deres kroppe kan blive på størrelse med en tommelfingernegl, og deres ben giver noget ekstra fylde, så de kan blive omkring 3 cm i diameter. De er altså ikke lige så store som de husedderkopper, du kan finde derhjemme. De har for øvrigt også meget længere ben end korsedderkoppen, så de kan se meget store ud.«
»Korsedderkopperne har vi mange af i Danmark. Men vi ser dem først i efteråret. De er unger hele foråret og sommeren. Folk ser dem først, når de bliver voksne i august og september. Der laver de nemlig deres store spind i haverne,« fortæller Nikolaj Scharff.
Spørg Videnskaben takker Dion Mortensen, Mille Hesselgren Ikov og Carsten Jessen for de spændende billeder og kvitterer med en ’Videnskab.dk’-t-shirt. Desuden takker vi Nikolaj Scharff for hans ekspertviden. Samtidig vil vi opfordre alle vores læsere til at undre sig over vores verden, og sende deres spørgsmål ind til Spørg Videnskaben på redaktion@videnskab.dk