Hvorfor spiser hunde lort?
Hunde spiser lort, konstaterer en læser. Vi søger et svar på, hvorfor menneskets bedste ven ikke kan holde sig fra bæ.

Yiiiew! Hvorfor har nogle hunde denne ulækre vane? (Video: Videnskab.dk)

Yiiiew! Hvorfor har nogle hunde denne ulækre vane? (Video: Videnskab.dk)

En ung dame og hendes søde labrador deler en softice i sommersolen.

En mystisk lugt af lort omgiver den lille hyggestund – men det bliver i første omgang ignoreret af den is-hungrende hundeejer.

Først for sent går det op for hende, at bæ-odeuren kommer bølgende fra hendes firbenede vens mund.

Det tænkte scenario rejser mange spørgsmål. Et af dem er: Hvorfor spiser hunde deres egen lort?

Af en eller anden grund stiller vores læser Søren Krabbe netop det spørgsmål til Spørg Videnskaben.

Nogle hunde har en ånde, der er mere end almindelig dårlig. Men hundeejere overvejer næppe hvorfor - de elsker formentlig deres søde kæledyr under alle omstændigheder. (Foto: Colourbox)

Jeg er ikke lortemanden!

Dyrlæge Hans Henrik Dietz har tidligere hjulpet Spørg Videnskaben med at opklare mysteriet om, hvorfor der ikke længere ligger hvide hundelorte på gader og stræder. Han må være en velstuderet og vidende herre, så ham ringer vi op.

»Jeg er ikke lortemanden!« udbryder Hans Henrik Dietz, Institutleder på Institut for Produktionsdyr og Heste ved Københavns Universitet.

»Jeg ved det simpelthen ikke. Men jeg ved, hvorfor hunde spiser kattelort. Det er, fordi katte generelt spiser foder med et meget højt proteinindhold – og hunde vil gerne have proteiner.«

»Dampende varm kattelort er åbenbart nam-nam for nogle hunde. Det smager åbenbart godt – eller også lugter det godt. Men hvorfor det er sådan, ved jeg ikke. Jeg er bare insitutleder. Jeg tror, du skal have fat i professoren. Han hedder Björn Forkman,« siger Hans Henrik Dietz.

Vidste du?

Der findes faktisk et ord for, at hunde smovser lort: Koprofagi.

Hunde spiser også menneskelort

Björn Forkman, der er professor ved Københavns Universitets Institut for Produktionsdyr og Heste, har ganske rigtigt forsket i hunde. Og han ved også en ting eller to om deres hang til at hapse sig en bæ.

Det viser sig, at hunde ikke alene er interesseret i at smovse deres egne pøller.

»Det sker rimelig tit, at hunde spiser hestelort, kattelort, kaninlort – ja endda menneskelort,« fortæller Björn Forkman.

LÆS OGSÅ: Lufter du din hund nok?

Hunde synes, at lort smager dejligt

Der er flere forklaringer på, hvorfor menneskets bedste ven har klamme spisevaner. Men den vigtigste årsag er meget enkel: Nogle hunde kan bare godt lide smagen af lort.

»Væmmelse er noget, som vi kun kender fra mennesker. Man finder det overhovedet ikke hos andre dyr. Hundene har det sådan, at hvis lorten smager godt, kan man lige så godt spise den. Det har de ikke noget problem med.«

»Forklaringen med, at hunde spiser kattelort, fordi det indeholder mange proteiner, lyder meget fornuftig. Men det er ikke hele svaret. Der er for eksempel ikke ret mange proteiner i hestelort – og det spiser hundene alligevel. Så selve smagen af lort må også spille en rolle,« siger Björn Forkman.

Spørg Videnskaben

Her kan du stille et spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sure tæer til nanorobotter og livets oprindelse.

Du kan spørge om alt - men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.

Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.

Send dit spørgsmål til: sv@videnskab.dk

Sultne hunde har lorteæder-tendenser

Nogle hunde er altid sultne. De bliver derfor efter al sandsynlighed særligt fristede af en brun himmerigsmundfuld. Blandt de sultne hunderacer er Labrador, Gravhund og Dobermann.

»Andre hunde er meget forsigtige, når det drejer sig om at spise noget nyt. Det kommer meget an på racen – typisk er Collie og Australian Shepherd meget forsigtige.«

»Men ligesom alle andre dyr og mennesker har hunde ikke samme smagspræferencer, så det kommer også an på individet,« fortæller Björn Forkman.

LÆS OGSÅ: Hunde ligner faktisk deres ejere – i hvert fald når det kommer til vægten

Uhygiejnisk at dele is med hund

Hundeforskeren kender for øvrigt ikke til nogen forskning, der undersøger sundhedsfaren ved at dele en is med - eller for den sags skyld at kysse - en pølle-ædende hund.

»Men jeg tror ikke, det er en særlig god idé. Det forekommer mig ikke at være specielt hygiejnisk,« konstaterer professoren.

Som tak for det opsigtsvækkende spørgsmål sender Spørg Videnskaben vores læser Søren Krabbe en T-shirt, som han kan lufte hund i.

Du kan selv stille et spørgsmål ved at sende en mail til sv@videnskab.dk.

LÆS OGSÅ: Ny forskning afslører: Derfor spiser hunde lort

LÆS OGSÅ: Mennesker har gjort hunde hjælpeløse

LÆS OGSÅ: Er min hund racist?

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.