Nogle gange kan det være en stille vind. Andre gange er det et større stormvejr, vi slipper løs, når vi prutter.

Spørg Videnskaben har fået dette spørgsmål fra Smilla på syv år, som har undret sig over pruttens afslørende brummen: »Prutter har en lyd, men hvorfor? Er det ballerne, der larmer, når man prutter?«

Spørgsmålet skal vise sig at gøre os meget klogere på pruttekunsten, som rent faktisk er en kunstart. Mere om det senere, for først dykker vi dybere ned i prutten sammen med professor i mave-tarmsygdomme på Syddansk Universitet Vibeke Andersen.

Ikke ballerne, der brager ved prutter

Prutter er luft i vores mave-tarmsystem, og de opstår, når bakterier i tyktarmen nedbryder de rester af fødevarer, som ikke er blevet nedbrudt i tyndtarmen. Processen danner nemlig en masse luftholdige gasser, fortæller Vibeke Andersen, og det er de luftholdige gasser, som kommer ud som prutter.

Men hvorfor sniger prutterne sig ikke altid stille ud af bagdøren?

»Luften bliver presset igennem et sted, hvor der er smalt, og det skaber nogle vibrationer i luften. Det er det samme, der sker, når vinden passerer hjørnet af et hus. Så skabes der nogle svingninger i luften, som laver lyd,« forklarer Vibeke Andersen.

Dermed afviser Vibeke Andersen også teorien om, at det skulle være flaprende baller, som larmer, når vi prutter.

Snigerfisen tegn på analkontrol

Men hvis vores prutter sætter gang i larmende luftsvingninger, hvordan kan det så være, at nogle prutter sniger sig ud uden lyd? Det har Jens Christian Brings Jacobsen, lektor og underviser i mave-tarmkanalens fysiologi på Københavns Universitet, et bud på.

»Når du lukker luft ud, sætter du vævet i analkanalen i bevægelse, og det skaber svingninger i luften, som danner lyden. Hvis du laver en såkaldt sniger, må det være fordi, du er i stand til at lukke det ud på en så kontrolleret måde, at det ikke sætter vævet i bevægelse. Så kommer der ingen lyd,« siger han.

Vibeke Andersen og Jens Christian Brings Jacobsen er enige om, at det må være den hastighed, som luften opnår på vej ud, som bestemmer pruttens decibel.

»Når du virkelig trykker til, så giver det også et ordentligt brag, fordi det sætter analvævet rigtigt i svingninger,« siger KU-lektoren.

Kunsten at slå en prut i forskellige toner

Selvom det formentlig ikke er alle, som finder endetarmsmusikken lige tiltalende, så er prutten faktisk lidt af en glemt kunstart. I slutningen af 1800- og starten af 1900-tallet var ‘flatufoni’ kendt som evnen til at frembringe en form for blæsermusik ved hjælp af kontrolleret udslip af luft fra endetarmen.

Der fandtes altså kunstnere eller såkaldte flatufonister, som kunne prutte melodier, og den form for analkunst kan dr.med. speciallæge i kirurgi John Christiansen gøre os klogere på. Han har dykket ned i flatufonien i en artikel i Ugeskrift for Læger.

»Flatufonister kan blæse kraftigt ud, så de får en kraftig og høj tone, og de kan blæse ud med mindre styrke, så tonen bliver dybere og knap så voldsom. De kan presse længe og kort, så det bliver dels lange og korte toner. Og så er de altså i stand til at variere det på en sådan måde, at der kan komme en melodi ud af det,« siger John Christiansen.

Den musikalske anus kan trænes

Hvis man går rundt med meget luft - og en lille flatufonist - i maven, så er det bare om at komme i gang med at træne den musikalske anus. For øvelse gør mester, fortæller John Christiansen.

»Hvis man får sunket tilstrækkeligt meget luft, så der er luft nok i tarmsystemet, så kan man formentlig øve sig i langsom og hurtig prutning,« siger han.

Og vil man være en dygtig flatufonist handler det ifølge John Christiansen om at træne endetarmen til at have et stort rumfang.

»Det, det drejer sig om, er selvfølgelig, om ens endetarm kan rumme tilstrækkeligt meget luft, uden at lukkemusklen åbner sig, før man vil have det. Hvis man kan have et stort rumfang ved lavt tryk, så kan man have meget luft i tarmen, og så kan man formentlig styre det,« siger John Christiansen.

Vi sender en T-shirt til Smilla som tak for et brag af et spørgsmål. Du kan selv stille videnskaben et spørgsmål ved at skrive til sv@videnskab.dk.