Højt kulhydratindhold, lavt kulhydratindhold, vegetarmad eller bare kød. Kostrådene er både mange og forskellige, men hvad er vores krop egentlig lavet til at kunne spise?

Ingvild på 15 år fra Norge har sendt dette spørgsmål ind til ’Spørg en forsker’ hos forskning.no:

»Hvorfor er nogen kødædere og nogen planteædere? Og hvad er vi?«

Vores forfader spiste insekter

»For cirka 200 millioner år siden levede alle pattedyrs stamfader, en lille spidsmuslignende insekt-spiser,« fortæller Petter Bøckman, der er zoolog ved Universitetet i Oslo og har fordybet sig i temaet evolution.

Der var mange insekter at finde, men der var kun lidt mad i dem.

»De måtte arbejde meget for at finde næring,« siger Petter Bøckman.

Derfor blev det efterhånden nyttigt for pattedyrenes stamfader at finde andre næringskilder. Hvorfor nogle af spidsmusdyrene endte som kødædere, mens andre valgte planter, har med tilgængelighed at gøre, mener Petter Bøckman.

»Når adgangen til kød er større nogle steder, mens adgangen til planter er større andre steder, vil man over tid få en præference for forskellig mad,« siger han.

Planteædere og kødædere har forskellige tarmsystemer

De blev nemlig nødt til at vælge: »En kødæder kan ikke klare at leve af planter,« forklarer Petter Bøckman.

Der kræves mere af kroppen for at fordøje planter end for at fordøje kød. Derfor har planteædere en meget længere tarm og et bedre udviklet enzymapparat til at kunne nedbryde planterne.

»Du kan ikke give græs til en løve, det kommer bare ufordøjet ud igen, fordi løven ikke har en tarm, der er lavet til at kunne fordøje det,« siger zoologen.

En længere tarm kræver en større mave, og vi kan derfor se, hvilke pattedyr der er planteædere og hvilke der har den bedste krop til at kunne spise kød.

»De, der er bredest på midten, og smallest for og bag, er planteædere,« siger Petter Bøckman.

Ham opremser flere eksempler på planteædere, der lever i dag; ko, får, antilope og elefant.

Kødædere er smallest på midten

»De, der er smallest på midten, og bredere for og bag, har en kort tarm og er kødædere,« fortsætter han.

Dette kan vi for eksempel se på ulve, losser og geparder.

Den lille spidsmus, som alle disse dyr nedstammer fra, var igennem en lang periode altædende, før den gradvist ændrede udseende og til sidst var specialiseret i enten kød eller planter.

Spidsmusdyret kunne ikke leve af planter alene, den var ganske enkelt for lille.

»Planter har så lidt næring, at du risikerer at sulte ihjel på tallerkenen,« siger Petter Bøckman.

»Små dyr har et højere energibehov per enhed kropsvægt, derfor giver det mening, at planteædere bliver større.«

Ingen er kun det ene eller det andet

Selvom vi deler dyreriget ind i kødædere og planteædere, er det egentlig ikke det helt rigtige billede.

Petter Bøckman tegner en streg på et stykke papir med planteædere på den ene side og kødædere på den anden.

»Ingen af pattedyrene er helt på den ene side eller den anden side. Nogle har mest fokus på planter, men får de muligheden, spiser de også kød,« forklarer han.

Dyrene fordeler sig hen over stregen alt efter, hvor meget af deres kost, der består af hvad. 

Får kan finde på at spise fugle

Ligesom med kød, så kan man også klare sig med kun grønt, men igen – variation er bedre, og mennesket er oprindeligt et rovdyr. (Foto: Colourbox)

De, der er nærmest på at være rene planteædere, er kvægfamilien, for eksempel køer. Koen ernærer sig stort set kun af græs, som den gylper op og ned gennem de fire maver, den har.

»Græs er umuligt at spise,« siger Petter Bøckman.

Køer, som tilsyneladende fordøjer græs, får egentlig hjælp til dette af en bunke af bakterier, der befinder sig i mave nummer tre.

Bakterierne opløser cellulosen i græsset for at få næringen ud, og i mave nummer fire kommer denne bunke med bakterier og næring ind og fordøjes.

»Så køer er egentlig bakteriespisere,« siger zoologen.

Den græs-specialiserede mave får det derimod mere vanskeligt, når der kommer en mundfuld kød.

Dette gælder også for fårets mave, men Petter Bøckman fortæller om forskere, der har set får dræbe små fugle, når der ikke var noget græs, de kunne finde. Fårene spiste fuglehjernen og gnavede kød af knoglerne.

Specialister er bedst i konkurrencesituationer

Der er også nogle pattedyr, der havner midt på den streg, som Petter Bøckman tegnede, altså både er kødædere og planteædere.

Her finder vi for eksempel grævling, vildsvin og ræv.

Fagudtrykket for dette er omnivorer, hvilket betyder ’altædere’ på latin. De andre to er varnivorer og herbivorer, hvilket betyder henholdsvis kødædere og planteædere.

»Det er en god idé at være altæder, hvis du skal gennemrode menneskers skraldespande, men hvis der er konkurrence om maden, så lønner det sig at være specialist,« siger zoologen.

Bjørne er både kød - og planteædere

Men der har jo ikke altid været skraldespande at rode i, og dyrenes kostvaner kan ændre sig alt efter, hvad der er tilgængeligt - noget bjørne er et godt eksempel på.

»Bjørne stammer fra et kødædende dyr, der ligner ulve,« fortæller Petter Bøckman.

I dag er brunbjørnen specialiseret i planter. Det mest ekstreme tilfælde at specialiseret bjørn er pandaen, der kun lever af bambus.

På den anden side har isbjørnen ændret sig tilbage til at leve af kød, fordi den lever i områder uden planteliv.

Det lykkes imidlertid ikke altid for dyrene at tilpasse sig de nye levemåder, før det er for sent.

»Der har du ulempen med at være ekstremt specialiseret. Nu er der for eksempel næsten ikke nok bambus til pandaen.«

»Og rene kødædere, som løve og tiger, kræver store områder for at få fat i bytte. Derfor er der kun få løver og tigre tilbage, når mennesker overtager deres områder,« siger zoologen.

Så hvad er vi? Kødædere eller planteædere?

Mennesker er smallere i midten og bredere over hofterne og skuldre.

»Så kan du selv gætte, om vi er kødædere eller planteædere,« udfordrer Petter Bøckman.

Svaret er, at vi har været rovdyr i to millioner år, altså er vi kødædere. Til og med nutidens dyrkere af skønhedsidealet med en smal talje er kødædere. Alligevel er der en ting, der skiller os ud fra andre rovdyr, nemlig tænderne.

»Du ser det tydeligt i rækken af fossiler, at fordi vi opfandt bedre redskaber, blev kæben mindre og mindre. Adgang til ild gør for eksempel, at vi ikke har haft brug for at spise råt kød de sidste 1,8 millioner år,« siger Petter Bøckman.

Men at vi primært er kødædere er ingen undskyldning for at droppe grøntsagerne til aftensmaden.

Mennesker har ikke godt af lutter kød

»Som alle kødædere kan vi også spise planter, men kun de planter, der er meget næringsrige og letfordøjelige,« fortæller zoologen.

For at leve 100 procent af kød, blive man nødt til at løbe efter maden og slås med den

Dette er for eksempel frugt, bær, frø og nogle rødder.

»Vi kan for eksempel ikke leve af birkeblade og græs,« fortsætter han.

Vi skal have grønt med i kosten, fordi kødet, vi normalt spiser, mangler nogle af de vitaminer, vi har brug for.

»På en ren køddiæt skulle det være vildt og fisk. Kød fra tamdyr har færre mineraler og vitaminer, derfor er det sundere for os at spise elg end ko,« siger Petter Bøckman.

Kødædere bliver nødt til at løbe

Der er flere grunde til, at grøntsager passer godt ind i den hverdag, de fleste af os har i dag.

»For at leve 100 procent af kød, blive man nødt til at løbe efter maden og slås med den. Hvis ikke får man lidt for meget næring i forhold til forbruget. Jeg ville ikke anbefale en kontorrotte, som mig selv, en ren køddiæt,« konkluderer Petter Bøckman.

Han tilføjer, at den, der løber efter maden bliver stor, sund og stærk, og dør i en alder af tredive, fordi krop og knogler er helt nedslidte og skadede.

Så det bedste for os fra naturens side er altså det kostråd, vi oftest hører: At spise varieret.

Petter Bøckman mener, at det vil fejle at give mere konkrete kostråd til folk.

»Problemet med mennesker er, at vi har haft en ganske intens udvikling, siden vi startede med landbrug for otte tusind år siden.«

»Folk har udviklet sig forskelligt. Nogle tåler mælk, nogle kan leve på en ren grøn diæt, mens andre ikke kan tåle det. Vi ser, at folk fra forskellige dele af verden ofte er tilpasset til helt forskellig kost,« siger han.

© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson