Hvorfor er det svært at sige »stativ, stakit, kasket«?
Det er svært ikke at snuble i ordene, når man siger »stativ, stakit, kasket«. Især hvis man skal sige den hurtigt og flere gange i træk. Men hvad er det, der gør netop denne remse så svær at lire af?

Hvorfor har vi mennesker så svært ved at sige remser som 'stativ, stakit, kasket' hurtigt? Hverken vores hjerner eller tunger kan følge med, fortæller forskerne.
(Foto: Colourbox)

 

Er du også en af dem, der er blevet udfordret med remser som »stativ, stakit, kasket« eller måske »fem flade flødeboller på et fladt flødebolle fad« lige fra barnsben? Så har du nok også undret dig over, hvorfor det er svært at sige lige præcis sådanne sætninger.

Det har en vores læsere i hvert fald.

»Hvordan kan det være, at nogle har svært ved at sige remsen: 'stativ, stakit, kasket' hurtigt efter hinanden?« skriver vores læser Anne-Sophie Juul i en mail til Spørg Videnskaben.

Vi har givet det sjove spørgsmål videre til to forskere med speciale i sprog, artikulation og hjernen.

»Det er generelt svært at sige ord med mange konsonanter, for det kræver større arbejde med tungen og munden. Især de ord, hvor konsonanterne befinder sig tæt op ad hinanden, er svære, for så skal musklerne i munden og tungen omstille sig ekstra hurtigt. Det kræver, at tungen nærmest slår flikflak for at følge med. Det gælder for eksempel for 'stativ, stakit, kasket',« siger Andreas Højlund Nielsen, ph.d.-studerende i neurolingvistik ved Institut for Æstetik og Kultur på Aarhus Universitet.

Det er, når vi skal bryde rutinen, at det går galt

En anden grund til, at vi har svært ved at sige remsen 'stativ, stakit, kasket' hurtigt, er, at de to første ord minder meget om hinanden, og det får os til at bygge en rutine op, konstaterer Nicolai Pharao, lektor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab.

Fakta

Lyd skabes i vores hals og mund, når der blæses luft fra lungerne op i mundhulen. På vejen passerer denne luftstrøm stemmelæberne, og hvis de vibrerer, så skabes der ’stemte’ lyde i mundhulen, og hvis de ikke vibrerer, skabes der ’ustemte’ lyde i mundhulen. Man kan nynne en hel sang på stemte lyde, f.eks. vokaler som 'i', men det er straks sværere på ustemte lyde som 'k'. Her skal man nemlig bruge bagtungen til at lukke af for luft i ganen, så der danner sig et overtryk bag tungen. Når det overtryk får lov at eksplodere, kommer der lyd ud. På den måde skabes lyden mellem bagtungen og læberne. Kilde: Andreas Højlund Nielsen

»Remsen begynder hvert ord med, at den forreste del af tungen skal i bevægelse for at sige 'sta', men når vi så skal til at sige 'ka', så skal vi placere tungen anderledes. Det kræver, at vi bryder med rutinen, og så går det ofte galt,« siger Nicolai Pharao.

Men det er ikke kun bruddet med rutinen, der er svær. En undersøgelse har vist, at ord, der minder om hinanden i udtalen, aktiverer netværk i hjernen, som ligger tæt op ad hinanden. Derfor kan de to første ord skabe problemer, vurderer Andreas Højlund Nielsen.

»Lignende ord kan skabe en form for konkurrence mellem netværkene, så det ene har sværere ved at blive aktiveret lige efter det andet. Det kan gøre det svært at sige 'stakit' lige efter 'stativ', når man siger det hurtigt, da de to minder så meget om hinanden,« siger Andreas Højlund Nielsen.

Noget lignende gælder også for remsen 'fem flade flødeboller på fladt flødebollefad' (se faktaboks).

Rutinen er i de fleste tilfælde en fordel

Vores hjerne opbygger altså lynhurtigt en rutine og en forventning om, hvad den skal sige næste gang.

Men selvom det volder problemer i remser, så er tendensen til at forlade sig på rutine som regel en fordel, vurderer Nicolai Pharao.

Fakta

Vi får også problemer, når vi skal sige ’fem flade flødeboller på et fladt flødebollefad’ hurtigt, da vi når at opbygge en rutine, der så bliver brudt, konstaterer Nicolair Pharao. »Man bliver hurtigt indstillet på at skulle sige ’fl-’, så når man kommer frem til det sidste ord, er der mange der sige ’flad’ i stedet for ’fad’. Taleorganerne har vænnet sig til at skulle sige ’fl’ i løbet af remsen, og så opstår der fejl på det sidste ord, når vi skal sige remsen hurtigt,« siger Nicolai Pharao

»Faktisk kan vores tendens til rutine være en fordel, for hvis vi skulle være bevidste om alle nuancer i udtalen, for eksempel bare for at sige ordet 'stakit', så ville det kræve utroligt meget af vores opmærksomhed. På den måde sparer vores hjerne ressourcer,« siger Nicolai Pharao.

Du kan træne din remseteknik

Vores evne til at artikulere forskellige ord og lyde handler i høj grad om at bruge musklerne i munden korrekt. Og det er noget, man kan træne, konstaterer Andreas Højlund Nielsen.

»Hvor godt, man klarer de her remser og generelt artikulerer, har meget med ens finmotorik og muskulatur i munden at gøre. Og ligesom vi lærer at spille på et instrument, hvor vi skal bevæge vores fingre hurtigt, så kan man også optræne at kunne sige forskellige remser hurtigere og mere præcist. Det kan man for eksempel gøre ved at øve sig på enkeltdelene i remsen og udtale dem meget tydeligt og langsomt, indtil man efterhånden kan sætte farten mere og mere op,« siger Andreas Højlund Nielsen.

Så hvis du gerne vil være god til at sige »stativ, stakit, kasket« mange gange hurtigt i træk, så er det altså bare om at komme i gang med at øve dig.

Vi takker Andreas Højlund Nielsen og Nicolai Pharao for de gode svar, og selvfølgelig skal der også lyde et stort tak til Anne-Sophie Juul for det artikulerende spørgsmål, som vi kvitterer for med en flot Spørg Videnskaben T-shirt.

Hvis du selv skulle ligge inde med et svært spørgsmål, som du gerne vil have hjælp til at besvare, så kan du sende det til os på sv@videnskab.dk. Så vil vi gøre vores bedste for at finde svar.

Hvis du ikke ligger inde med et spørgsmål i øjeblikket, som du gerne vil have svar på, men bare gerne vil have fingrene i vores lækre Spørg Videnskaben T-shirt, så kan du gå ind og købe den her.