»Mojn, det æ' Tv-avis'!«

Sådan har du nok aldrig hørt Tv-avisen blevet præsenteret. Men hvorfor egentlig ikke det?

Spørg Videnskaben har modtaget en mail fra to danskere, som undrer sig over, hvorfor rigsdansk er blevet til rigsdansk.

»Min bror og jeg sad her til aften og snakkede om dialekter. Vi kunne ikke komme frem til, hvorfor man havde valgt rigsdansk som det officielle tale sprog, og om det lige så godt kunne havde været sønderjysk, som man skrev og brugte i skolen?« skriver vores læser Mads Hoeg og fortsætter:

»Og ville det være lige så svært at forstå sønderjysk, hvis det var det, man officielt brugte og skrev med - altså ligger der mere bag, at man har valgt rigsdansk, og hvorfor har der ikke været en borgerafstemning eller lignende?«

Svaret finder Spørg Videnskaben denne gang hos to sprogforskere og en historiker.

Rigsdansk tales af den velstillede middelklasse

Vi begynder hos sprogforskerne, som er enige om, at københavnsk er blevet dominerende, fordi magten i århundreder har været placeret i København.

»Der findes en del forskellige definitioner på rigsdansk. Den, jeg oftest støder på, er, at det i dag er et 'ubestemmeligt og stedløst sprog',« siger ph.d. i sprogvidenskab og forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Michael Ejstrup.

Han er ikke selv vild med denne definition, da han mener, at en dialekt altid bliver talt mere et sted end et andet sted. Og rigsdansk hører ifølge forskeren mere til i København end i resten af landet, selvom der også er masser af fynboer, jyder og bornholmere, som bruger den rigsdanske københavner dialekt. Men det er, ifølge Michael Ejstrup, en særlig gruppe af dem.

»Det er den velstillede middelklasse, der tenderer mod at være overklasse, som taler dette rigsdansk. Og de har en vis forrang i medierne,« siger han.

Københavnsk dialekt forandrede dansk grammatik

I forskningen er man enige om, at københavnsk ligger til grund for det, vi kalder rigsdansk.

Men professor i sprogvidenskab på Københavns Universitet Tore Kristiansen ser lidt anderledes på rigsdansk end Michael Ejstrup. Tore Kristiansen mener, at rigsdansk er en standardudgave af dansk, som de fleste af os efterhånden taler med små forskelle. Rigtige dialekter er der til gengæld ikke meget tilbage af – især ikke hos de unge.

»Alle danskere er i dag blevet vænnet til, at det eneste gangbare sprog i den nationale offentlighed er det, man kalder rigsdansk,« siger Tore Kristiansen, og forklarer, at det er sket igennem massemedierne, som for alvor slog igennem i 70’erne.

»På Sjælland og Fyn havde danskerne indtil for få generationer siden tre køn i deres sprog, ligesom vi kender det hos tyskerne, men københavnsk udviklede i 1500-tallet et to-kønssystem, og det spredte sig, fordi København var og er et magtcentrum,« siger forskeren.

Spørg Videnskaben tager herfra et tilbageblik i historien for at finde ud, hvordan det gik så galt.

Og det er der fire årsager til:

• Statens administration og landets eneste universitet lå i København.
   
• Bogtrykning foregik hovedsagligt i København.
   
• Retskrivningsordbog fastsatte en fælles standard.
   
• Skolesproget tog afsæt i Københavnsk, og frem til 1970 blev dialekterne undertrykt i de danske skoler.

Danskerne talte og stavede som de havde lyst til

Medierne har i årevis bombarderet danskerne med københavnsk dialekt. Det har resulteret i, at danskere født efter 1980 stort set ikke længere taler dialekt, siger en sprogforsker. (Foto: Colourbox)

Før københavnernes sprog tog over, talte og stavede danskerne rundt omkring i Danmark, som de havde lyst til. Der fandtes ikke én måde at stave på, som vi kender det fra retskrivningen i dag, og det kan faktisk volde problemer, når nutidens historie-interesserede snuser i de gamle kilder.

Det fortæller lektor og underviser i enevældens historie på Københavns Universitet, Sebastian Olden-Jørgensen.

»Det er en meget stor udfordring for de historiestuderende at læse eksempelvis lokale tingbøger fra 1500- og 1600-tallet. Jo længere væk fra centraladministrationen, det er skrevet, des mere dialektalt bliver det stavet,« siger han og fortsætter:

»Selv personnavne kan være stavet på forskellige måder på samme side, som altså er skrevet af den samme person.«

Embedsmænd satte standarden

Der var altså ingen retskrivningsordbog, som dikterede, hvad der var rigtig og forkert. Alligevel var der en sprogtradition, kongens embedsmænd holdt sig til, når de forvaltede landet, skrev breve og formulerede love i 1500- og 1600-tallet. Og traditionen var, at statens sprog var sjællandsk/københavnsk.

Ville 'Jens Anders-søn fra Randers' være en del af magten, så har det således sandsynligvis været en fordel, hvis han tilstræbte at tale og ikke mindst skrive på københavnsk, mener lektor i historie Sebastian Olden-Jørgensen.

»Der var ingen formelle krav om, at du som embedsmand skulle tale københavnsk. Men det er ligesom i dag: Det kan godt være, at folk forstår dig, selvom du taler med en stærk dialekt, men det er måske et handicap for dig. Man har dengang ligesom i dag måttet tilpasse sig de miljøer, som man ønskede at færdes i.«

Bogtrykkere var københavnere

Den københavnske dialekt blev ikke kun udbredt via embedsmændene og deres love og bekendtgørelser. Bogtrykkerne hjalp også til.

Selv personnavne kan være stavet på forskellige måder på samme side, som altså er skrevet af den samme person

»Når man i 1500-, 1600- og 1700-tallet afleverede et manuskript, så rettede bogtrykkerne stavning og stil. Det gjorde han i realiteten efter sjællandsk norm, fordi næsten alt bogtrykning fandt sted i København og sprogligt lænede sig op ad centraladministrationens sædvane,« fortæller Sebastian Olden-Jørgensen.

Derudover lå landets eneste universitet i København.  Her blev præsterne uddannet, før de fik sig et sogn, hvor de kunne prædike biblens ord.

Men heller ikke biblen, gudstjenesten eller salmebogen var fri for sjællandsk prægning. Kirkens sprog blev efter reformationen i 1536 dansk i sjællandsk aftapning og biblen oversat til dansk af nordsjællænderen Christiern Pedersen.

Skolesproget var rigsdansk

Biblen og rigssproget fik også en plads i skolerne, da kongen i begyndelsen af 1800-tallet besluttede, at alle danske børn fra Ribe til Rønne skulle modtage undervisning.

»I 1814 fik vi en folkeskolelov om, at alle skulle modtage undervisning. Sproget skulle præsenteres for børnene, og den nemmeste måde var via bogstaver. Børnene lærte salmevers og bibelvers, og så blev det sådan, at bogstaverne fik lov til at påvirke vores talesprog,« siger sprogforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Michael Ejstrup.

Danskerne fik i 1872 den første retskrivningsordbog, og det satte yderligere skub i ensretningen af sproget.

Ingen vej tilbage fra standardsproget

I Danmark er der ifølge professor i sprogvidenskab Tore Kristiansen en meget stærk ideologi om, at vi skal have et og samme sprog.

Ideologien har betydet, at man på TV og radio skulle tale rigsdansk, og at studieværter sjældent taler med et anstrøg af noget andet end københavnsk.

Sprogligt set kunne rigsdansk lige så godt have været sønderjysk. Og så var det den dialekt, vi alle kunne forstå. Det er udelukkende et spørgsmål om tilvænning og vane

Professoren mener også, at denne ideologi prægede sproget i skolerne frem til 1970. Fra 1970 kom der officielle skole-retningslinjer, som gav udtryk for, at man nu gerne vil beskytte dialekterne.

»Men der er det for sent, og man kan ikke genopfriske dialektsamfundet i dag, for det har man afskaffet,« siger Tore Kristiansen og fortsætter:

»Der er stort set ikke nogen unge eller børn i Danmark, som i dag taler dialekt. Afdialektiseringen er meget stærk i Danmark i forhold mange andre lande.«

Rigsdansk handler om tilvænning

Københavnsk har altså  vundet stillingen som det mest ’rigtige’ danske dialekt, fordi byen har været hovedstad og det eneste rigtige magtcentrum i mere end 500 år.

Havde Sønderjylland været magtcentrummet, og havde Sønderjylland bibeholdt denne position, så havde det altså formentlig været sønderjysk, som var den rigsdanske dialekt i dag.

»Sprogligt set kunne rigsdansk lige så godt have været sønderjysk. Og så var det den dialekt, vi alle kunne forstå. Det er udelukkende et spørgsmål om tilvænning og vane,« siger professor Tore Kristiansen, og hans kollega inden for sprogforskningen Michael Ejstrup tilføjer, at det er han 'rørende enig' i.

Send os dit spørgsmål

Vi takker på standarddansk vores læser Mads Hoeg for et godt spørgsmål og sender ham som præmie en t-shirt. Spørg Videnskaben takker også forskerne Michael Ejstrup, Tore Kristiansen og Sebastian Olden-Jørgensen for deres kloge svar. Har du også et spørgsmål til videnskaben, så send det gerne til os via redaktionen@videnskab.dk.