Hvordan undgår man at få dårlig sædkvalitet?
Vi hører tit, at danske mænd har dårlig sædkvalitet. Men hvad kan man gøre for at undgå det? Vi søger et svar.

Sædceller er nogle små vimse fyre. Men siden 1940'erne er danske mænds sæd blivet knap så vims. I dag er der flere sædceller end tidligere, der ikke bevæger sig, som de skal. Hvad kan vi gøre for at undgå det? (Foto: Beao)

Sædceller er nogle små vimse fyre. Men siden 1940'erne er danske mænds sæd blivet knap så vims. I dag er der flere sædceller end tidligere, der ikke bevæger sig, som de skal. Hvad kan vi gøre for at undgå det? (Foto: Beao)

En ud af fire danske mænd har en sædkvalitet, der ikke er i top. Det er derfor meget oplagt, at vores læser Rasmus Emborg spekulerer på, hvordan han kan vogte over sin sæd.

»Jeg er en dreng på 16 år, og jeg har undret mig over, hvad man kan gøre for at beskytte sin sædkvalitet,« skriver Rasmus Emborg til Spørg Videnskaben.

Han har hørt, at man skal undgå stramme bukser, stråling fra mobiltelefoner og varme på klokkeværket. Men han spekulerer på, om man også bør holde sig fra vinterbadning med sauna-ture og varme bade. Og så spørger han, om der findes andre gode råd for at forhindre, at sæden bliver slatten.

Myter og fakta om sædkvalitet

Spørgsmålet handler i bogstaveligste forstand om at sikre de kommende generationer. Så vi kontakter straks professor Tina Kold Jensen, der forsker i mænds sædkvalitet ved Syddansk Universitet og Klinik for Vækst og Reproduktion på Rigshospitalet.

»Jeg har lavet en masse undersøgelser af sædkvaliteten hos sunde, raske mænd. Det er såkaldte tværsnitsundersøgelser, der undersøger, hvordan mænd med henholdsvis god og dårlig sædkvalitet lever deres liv,« fortæller Tina Kold Jensen.

På baggrund af hendes egne – såvel som andres – undersøgelser kommer hun med bud på, hvad der er myter og hvad der er fakta i forhold til dårlig sædkvalitet.

Din mors smøg-vaner afgør din sædkvalitet

Desværre ser det ud til, at du faktisk ikke selv har særlig stor indflydelse på, om du har en god eller en dårlig sædkvalitet.

»Vi tror, at meget bliver afgjort allerede før, du bliver født. Vores undersøgelser viser, at den helt store påvirkning af sædkvaliteten kommer af, om din mor røg, da hun ventede dig. Og det kan man jo ikke gøre så meget ved nu.«

»Det tyder dog også på, at det påvirker sædkvaliteten, hvis du selv ryger. Men igen ser det værst ud, hvis din mor også gjorde det,« siger Tina Kold Jensen.

Spis sundt og dyrk motion

Selvom du i dag ikke har indflydelse på den største årsag til, om du har dårlig sædkvalitet, er der stadig en række faktorer, der er fælles for mænd med dårlig sædkvalitet. Det giver os et fingerpeg om, hvad man skal undgå.

Mænd med dårlig sædkvalitet:

  • drikker typisk meget cola
     
  • er typisk overvægtige
     
  • spiser meget mættet fedt – fede mejeriprodukter, friture-mad og fedtet på kanten af kødet

Til gengæld viser flere studier, at mænd, der motioner, har bedre sædkvalitet.

»Det er generelle råd, men der ligger data bag,« konstaterer Tina Kold Jensen.

Frygt hverken stramme bukser eller mobilstråler

Der findes også mange myter om, hvad der forårsager slap sædkvalitet. Og faktisk lader det til, at vores læser Rasmus Emborg er kommet til at tro på nogle af dem.

»Det med stramt tøj kan vi ikke genfinde i undersøgelserne. Der er tale om en kortvarig påvirkning, der forsvinder igen. Så det lader ikke til at være det, der påvirker sædkvaliteten,« siger Tina Kold Jensen.

Når det kommer til mobilstråling, er der efter alt at dømme også tale om en myte. Den er opstået, fordi nogle forskere på en konference uddelte et papir, hvor de skrev, at der sandsynligvis var en sammenhæng.

»Men alle, der efterfølgende har undersøgt det, har ikke kunnet genfinde sammenhængen,« siger Tina Kold Jensen.

Hjælper D-vitamin?

Heller ikke varme bade eller sauna-ture lader til være skadelige i det lange løb. Tina Kold Jensen vurderer, at den salgs formentlig vil påvirke kroppen, ligesom når den bliver varmet op af en feber. Så bliver sædkvaliteten dårligere i en periode, hvorefter den bliver god igen.

»Forskere har også undersøgt, om D-vitamin påvirker sædkvaliteten positivt. Med det er der ikke fundet dokumentation for endnu,« siger Tina Kold Jensen.

Til gengæld er der dokumentation for, at stress og søvnmangel giver en ringere sædkvalitet. Så de gode råd til Rasmus Emborg er, at han bør:

  • Sørge for at få god søvn om natten
     
  • Dyrke motion
     
  • Holde sig fra smøger
     
  • Og holde igen med det usunde

»Det er almindelige råd, som under alle omstændigheder er gode, fordi de hjælper mod hjerte-kar-sygdomme og kræft,« siger Tina Kold Jensen.

Vi takker Rasmus Emborg for det gode spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirts. Vi takker også Tina Kold Jensen. for det gode svar.

Har du spørgsmål, du gerne vil have et videnskabeligt svar på, så send det ind til redaktionen@videnskab.dk.

Du kan også læse flere spændende videnskabelige svar på vores læseres gode undren i Spørg Videnskaben eller i vores seneste bog 'Hvad gør mest ondt: En fødsel eller et hårdt spark i skridtet?'

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.

Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om de utrolige billeder af Jupiter her.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med over en halv million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk