Hvordan skræmmer man fugle væk?
Kunstige ugler, falske orme, ophængte CD'er og et godt gammeldags fugleskræmsel. Der findes mange mere eller mindre gode råd til at slippe af med en irriterende fugleflok, men hvilken er mest effektiv?

Fugle er et stort problem på mange flyvepladser, og det kan være uhyre svært at slippe af med de fjerklædte vind-surfere. (Foto: Colourbox)

Fugle er et stort problem på mange flyvepladser, og det kan være uhyre svært at slippe af med de fjerklædte vind-surfere. (Foto: Colourbox)

 

Hvordan slipper man af med en fugl? Svaret virker måske ligetil, hvis du tænker på de fuglehobe, der ofte samler sig på åbne pladser med mange mennesker - man gør alt, hvad man kan for at larme, baske med armene og i det hele taget te sig åndssvagt. Så skal de nok forsvinde, de små kræ.

Men der findes andre sammenhænge, hvor det er knap så let at slippe af med de fjerklædte, og hvor fuglene samtidig udgør en fare for os mennesker - på en olieplatform kan kaskader af fugleklatter for eksempel medføre en smitterisiko for oliearbejderne.

Et lidt mere nærværende eksempel er flyvepladser, hvor fugle ligeledes kan være til stor gene, og hvor det er knap så oplagt at sætte en medarbejder til at løbe rundt og skræmme fugle væk på fuldtid.

Der findes flere mere eller mindre gode råd: kunstige ugler, falske orme, ophængte CD’er og naturligvis det gode gamle fugleskræmsel. Men hvad siger videnskaben egentlig?

Det har forskning.no forsøgt at finde svar på i deres version af Spørg Videnskaben, som de kalder 'Spør en forsker'.

Infralyd skræmmer - måske - fugle væk

På Naturhistorisk Museum ved Universitetet i Oslo har de deres eget kontor for fly- og fugleproblematikken.

Forsker og fugleekspert Christian Kierulf Aas fortæller, at fugle udgør en risiko for både flyvepersonale og passagerer og påfører flyselskaberne store økonomiske tab.

»Amerikanske forskere har fundet ud af, at ultralyd, altså højfrekvent lyd, ikke virker på fugle,« siger Christian Kierulf Aas, som også er rådgiver for Avinor og Forsvaret, når det gælder problemer med fugle.

Nu mener de derimod, at lavfrekvent lyd, altså infralyd, virker skræmmende på fugle. Der er dog, så vidt vides, ingen der endnu har fundet beviser. Desuden er det svært at lave infralyd.

Fugles kan skræmmes med deres egne advarselsskrig

En anden mulighed, som man også benytter til at skræmme fugle væk på flyvepladser, er afspilninger af fuglenes egne advarselsskrig. Det er noget, der bruges på mange flyvepladser. Lydene bliver afspillet fra en højtaler på en bil eller fra en håndholdt megafon.

Det fungerer både godt, når man skal skræmme fuglene væk, og når man generelt bare vil holde dem væk.

»Fuglene vil flyve væk og holde sig væk fra flyvepladsen i længere tid, når man afspiller advarselsskrig, end hvis man lader være. Men det er ikke alle fuglearter, der har et advarselsskrig,« fortæller Christian Kierulf Aas.

Måger og andre fugle, der har advarselskrig, bliver primært skræmte af skrig fra deres egen art.

Rovfugleskrig til at skabe variation

Fakta

Høgedrager hitter En ny silhuet er de sidste par år dukket op over de danske hustage: Høgedragen. Det er en plastikdrage med facon som en høg, monteret på en lang stand. Dragen skulle være meget effektiv til at skræmme mindre fugle væk. Det beretter flere danske medier.

Nogle steder benytter man sig også af megafoner, der udsender rovfugleskrig for at skabe variation i lydene.

Christian Kierulf Aas har ikke selv det store kendskab til rovfuglelyde og har ikke erfaring med brugen deraf.

»Men jeg går ud fra, at de kan være et supplement til advarselsskrig eller andre skræmmemetoder,« siger han.

I andre lande bruger man levende falke - vandrefalkens skrig vil kunne gøre mågerne urolige, men om det er nok til at skræmme dem væk, er usikkert.

»Vi har heller ikke nogen tradition for det her. Selvom vi i teorien kunne have fået dispensation til at bruge falke på flyvepladser, ville vi ikke kunne skaffe hverken falke eller kvalificeret personale til at håndtere falkene,« tilføjer Christian Kierulf Aas.

Lydkanoner og larm kan også skræmme fuglene

Endelig er der den mulighed at bruge lyde fra lydkanoner, der kører på gas. En typisk gaskanon har fire løb og afgiver fire brag.

»Gaskanoner har tidligere været brugt på flere norske flyvepladser, men jeg tror ikke, at der er nogen, der gør brug af dem i dag,« siger Christian Kierulf Aas.

Årsagen er, at fuglene hurtigt vænner sig til kanonerne, og efter kort tid bliver de ligeglade.

Nogle steder bruger man også larm til at skræmme fuglene, tilføjer Aas.

Spørgsmålet blev stillet hos forskning.no, men hvis du går med et spørgsmål eller en undren, kan du også få hjælp fra Spørg Videnskaben ved at skrive til os på sv@videnskab.dk.

Hvis vi besvarer dit spørgsmål, vinder du en fin Videnskab-dk-T-shirt. Hvis du bare gerne vil have T-shirten, kan du købe den her.

© forskning.no Oversat af Anna Bestle

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og her kan du læse mere om billedet herunder, der viser tegn på en planets fødsel. Det gule knæk i midten menes at være stedet, hvor planeten er under dannelse.