Høj eller lav – hvem bruger mest energi på gåturen?
En læser med korte ben går ofte tur med sin høje kæreste med lange ben. Hun vil gerne have videnskabens svar på, hvem af de to der forbrænder mest energi på turen.

Højden har ingen betydning i sig selv, når man snakker om energiforbrænding på gåturen, forklarer forsker. Det er derimod vægten, det kommer an på. (Foto: Shutterstock)

Højden har ingen betydning i sig selv, når man snakker om energiforbrænding på gåturen, forklarer forsker. Det er derimod vægten, det kommer an på. (Foto: Shutterstock)

Mange kender til de problemer, som kan opstå, hvis man skal gå tur med én, som ikke har samme højde, som man selv har. For går man tur med en person, der har længere ben end én selv, betyder det ofte, at man er nødsaget til at småløbe for at følge med.

Samtidig kan det være lige så anstrengende for gangpartneren med de lange ben, som pludselig er nødt til at gå meget langsomt eller tage korte skridt.

Men hvem bruger mest energi på sådan en gåtur? Er det den gående med de korte ben, som ofte tager flest skridt, eller er det den høje, som i mange tilfælde vejer mest?

Det undrer Lisbeth Brodersen, som ofte går lange ture med sin kæreste, der er højere end hende og vejer betydelig mere, sig over.

»Min kæreste og jeg går ture flere gange om ugen og har i den forbindelse diskuteret, om der er forskel på, hvem der får brugt mest energi. Jeg mener, at jeg bruger mest energi, da jeg går flere skridt end ham, og han mener, at han forbrænder mest energi, da han vejer 20-25 kg mere end mig. Hvad mener videnskaben om det?« spørger hun.

Jo tungere du er, des mere energi forbrænder du

For at finde svar på det spørgsmål har Videnskab.dk allieret sig med to danske forskere inden for området. Og herfra er der rørende enighed om svaret.

»Den vægt man bærer rundt på, har afgørende effekt på, hvor meget man forbrænder. En større krop bruger mere energi, og hun vil derfor forbrænde mindre energi, end han gør,« siger Steen Larsen, som er postdoc på Biomedicinsk Institut ved Københavns Universitet, hvor han forsker i, hvordan fysisk aktivitet påvirker kroppens energiomsætning.

Han bakkes op af Erik Bruun Simonsen, som er lektor på Københavns Universitet, hvor han forsker i menneskelige bevægelsers biomekanik.

»Det er uden tvivl den højeste, som vil bruge mest energi, når de går den samme distance. Og det vil han af den simple grund, at der er flere kg, som skal transporteres,« siger han.

Erik Bruun Simonsen forklarer, at det er samme årsag, som ligger bag, at store personer ofte spiser mere, end dem som er små. De skal simpelthen bruge den ekstra energi til at komme rundt.

Bakket landskab øger energiforskellen

Høje mennesker, overvægtige og folk som af andre årsager vejer meget, forbrænder altså mere end andre, fordi de bærer rundt på flere kg. Det gælder også, selvom den med de korte ben tager flere skridt.

Det hele afhænger altså af ens vægt. Hvis man er lav og vejer mere end den høje gangpartner, ser det derfor anderledes ud.

»Så vil den lave forbrænde mere. Det er vægten, det kommer an på,« siger Erik Bruun Simonsen.

Hvis man går ture i bakkede områder, øger det desuden forskellen i energiforbruget mellem de to, fortæller Erik Bruun Simonsen. 

»Hvis man går ture op ad bakker og lignende, vil den tunge forbrænde endnu mere energi end før. Det gør derfor afstanden i energiforbruget mellem de to større, end hvis de gik tur på en plan overflade.«

Et højt stofskifte ændrer ikke noget

Men hvad nu, hvis den lave person er udstyret med et højere stofskifte end den høje person?

»Det vil heller ikke gøre en forskel, hvis den lille person har et højt stofskifte. Energiforbrændingen vil stadig være det samme. Det er kun, når man ønsker at tabe kg, det har en indflydelse, ikke når man snakker energiforbrænding,« forklarer Erik Bruun Simonsen.

Vi beklager mange gange Lisbeth Brodersen, men din kæreste har altså ret i denne omgang. Men som et plaster på såret sender vi en T-shirt, som du kan tage på på jeres næste gåtur, som tak for det fine spørgsmål.

Du kan læse flere spørgsmål og svar i Spørg Videnskaben eller selv stille spørgsmål om alt mellem himmel og jord på sv@videnskab.dk.

Hvis du ikke ligger inde med et spørgsmål, som du gerne vil have svar på, men bare gerne vil have fingrene i vores lækre Spørg Videnskaben T-shirt, så kan du gå ind og købe den her.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og her kan du læse mere om billedet herunder, der viser tegn på en planets fødsel. Det gule knæk i midten menes at være stedet, hvor planeten er under dannelse.