Forskere giver svar: Hvad er den bedste slankekur?
Januar er slankekurenes måned, men hvilken slags kur er den bedste? Det gav to forskere, som er eksperter på området, svar på i en livechat på Videnskab.dk.

Man kan let blive forvirret, når man læser om slankekure. Få svar på dine spørgsmål, når Videnskab.dk afholder en live-chat med to kompetente forskere på området. (Foto: Shutterstock)

 

Januar. Måneden, hvor din dårlige samvittighed over, hvor meget ædelse du har skovlet ind i svælget, banker på endnu en gang.

Du kender rutinen: Dit udvidede korpus må udsættes for en omgang hårdhændede pinsler, indtil din normale figur dukker op i spejlet igen. Men hvilken slags kur er den bedste?

Det kunne man få svar på i en livechat på Videnskab.dk.

Klar til at svare på spørgsmål sad de to forskere Thomas Meinert Larsen og Morten Zacho, som begge er eksperter på området.

Chatten finder du nederst i artiklen.

Hvordan bør man spise for at tabe sig?

Fakta

Klar til at svare på dine spørgsmål sidder: Thomas Meinert Larsen. Han er lektor ved Københavns Universitet og forsker i kost og fedme-behandling. Morten Zacho. Han er idrætsfysiolog og projektleder ved Center for Aktiv Sundhed på Rigshospitalet. De fleste kender ham nok fra TV2's program 'Go'kur 2014', hvor han vejledte forsøgspersonerne i deres fysiske træning.

Her kan du også læse dig klogere på hvordan fedtet spiller ind på vægten:

Fedme og slankekure er som bekendt et område, som er spækket med myter. Og selvom vennernes ekspertise og gode råd selvfølgelig er prisværdige, bør du læse artiklen 'Ti myter om fedme og slankekure', som går kritisk til nogle af de mest populære vandrehistorier i folkemunde på området. 

Det fundamentale spørgsmål for dem, som vil tabe sig, er, hvordan kosten skal sammensættes. Og der er ikke noget at sige til, man kan blive forvirret.

Skal man først og fremmest have et lavt indtag af kulhydrater for at få en høj forbrænding? Skal man sørge for at få masser af proteiner? Skal man spise som i stenalderen? Eller bør man i virkeligheden lade være med at gå på slankekur, fordi det kan være skadeligt fysisk og psykisk

Det er blot nogle af de mange spørgsmål, som brugerne kunne få svar på, da to kompetente forskere stillede op til livechat om slankekure.