Findes der et 13. stjernetegn?
Stjernetegnene i vestlig astrologi begynder og slutter på skæve datoer. Nogle påstår endda, at datoerne er helt forkerte, og at et 13. stjernetegn er blevet overset. Læs her, hvordan det hele hænger sammen.

Lad det være klart fra start: Astrologi er en pseudovidenskab.

Men her på redaktionen er vi ikke for fine til se nærmere på den oldgamle stjernetyderkunst, der den dag i dag stadig fascinerer mange.

Vi vil nemlig gerne hjælpe vores læser Nicolai Seidelin, der flere gange har bøvlet med quiz-spørgsmål om, hvilket stjernetegn man tilhører, hvis man er født en given dato.

»Hvorfor starter og slutter stjernetegnene på disse datoer, som man ikke kan huske?« skriver Nicolai Seidelin i en mail til Spørg Videnskaben, hvor han også undrer sig over noget andet ved astrologi:

»Derudover læste jeg, at der også er et stjernetegn, der hedder Slangebæreren, som ikke er med i de 12 dyretegn. Hvorfor er det ikke det?«

Stjernetegn bestemmes af Solens ’vandren’

For at besvare begge spørgsmål kræver det en solid forståelse af, hvordan universet og især vort eget solsystem er indrettet.

Derfor allierer vi os med et par astronomer, der forklarer, at der er en ganske naturlig årsag til, at datoerne ser skæve ud.

Himmelkuglen er af moderne astronomer blevet inddelt i 88 stjernebilleder. En del af disse ligger omkring ekliptika (den røde, stiplede linje) i det bæltet dyrekredsen, og det er 12 af disse stjernebilleder, som stjernetegnene er opkaldt efter. Ekliptika går også igennem et 13. stjernebillede kaldet Slangebæreren (Ophiuchus), men det er ikke vedtaget af astrologer som et stjernetegn. Stjernetegnene ligger nemlig ikke på samme områder som stjernebillederne, selvom de har samme navne (Illustration: Cmglee, Timwi).

»Det er helt lavpraktisk. Hvilket stjernetegn, man er født i, er kortlagt efter, hvornår Solen går ind i stjernetegnet,« siger Anja C. Andersen, der er lektor ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet.

 

I virkeligheden er det Jordens bevægelse rundt om Solen, der her fra Jorden får det til at se ud, som om Solen bevæger sig i forhold til stjernebillederne.

 

Den bane, som Solen ser ud til at følge på himmelkuglen, kaldes ekliptika. I løbet af et år når Solen at ’vandre’ ind foran de 12 stjernebilleder, som stjernetegnene er opkaldt efter, og som alle ligger i et bælte omkring ekliptika kaldet dyrekredsen.

Fænomenet er illustreret i billedet forneden. Det kan godt betale sig at holde øje med det billede, mens du læser videre, for de næste afsnit kræver, at du tænker visuelt og i tre dimensioner.

Stjernetegnene begynder ved forårsjævndøgn

Først og fremmest er det vigtigt at understrege, at stjernebilleder og stjernetegn ikke er det samme. Et stjernebillede er en konstellation af stjerner. Officielt er himmelkuglen inddelt i 88 stjernebilleder af forskellig størrelse - lidt ligesom et kort over Danmarks kommuner.

Stjernetegn - også kaldet soltegn - er også en slags inddeling af himmelkuglen, og de er opkaldt efter 12 stjernebilleder i dyrekredsen, men et stjernetegn og stjernebillede med samme navn dækker ikke det samme område.

I vestlig astrologi er dyrekredsen opdelt i 12 felter – et til hvert stjernetegn – der alle er 30 grader brede. Der er naturligvis 360 grader hele vejen rundt igennem alle 12 stjernetegn. Da Jorden er 365 dage om at rejse rundt om Solen, ’flytter’ Solen sig cirka 1 grad hver dag i forhold til stjernetegnene. Det tager derfor omkring 30 dage, før Solen er inde i et nyt stjernetegn.

Set fra Jorden ser det ud, som om Solen bevæger sig langs en bane på himmelkuglen kaldet ekliptika (den røde linje). Man tilhører det stjernetegn, som Solen står i ved éns fødsel. Hvert stjernetegn har sit eget 30 grader brede felt på himlen. Det første stjernetegn - Vædderen - er fastlagt ud fra forårspunktet (den gule pil). Forårspunktet er det sted, hvor himlens ækvator (den lyseblå linje) skærer ekliptika (Illustration: Tauʻolunga).

Det første af de 12 stjernetegn – Vædderen – begynder i vestlig astrologi ved forårsjævndøgn cirka 21. marts. Det skyldes, at Solens ’vandring’ langs ekliptika den dag krydser himlens ækvator. Man finder himlens ækvator ved at forestille sig, at Jordens ækvator fortsætter ud i rummet – ækvator projekteres med andre ord ud på himmelkuglen.

Jorden står imidlertid en smule ’skævt’ - den akse, som Jorden roterer om, hælder, ligesom vi kender det fra en globus.

Det betyder, at himlens ækvator ligger skråt på himmelkuglen i forhold til ekliptika, og de to planer skærer derfor hinanden to steder. Skæringerne sker på de to tidspunkter, hvor Solen står lige over ækvator og gør dag og nat lige lange – altså ved jævndøgn.

Det ene skæringspunkt kaldes forårspunktet, og det er med det som udgangspunkt, at oldtidens astrologer opdelte dyrekredsen i de 12 lige store felter begyndende med Vædderen.

»Man tager forårspunktet og starter der. Vædderen begynder ved 0 grader, og så lægger man resten af stjernetegnene derudfra med 30 grader per styk,« siger Per Kjærgaard Rasmussen, der er lektor emeritus ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet, og som sammen med to astrologer har skrevet bogen ’Astrologiens idé’.

Den første periode mellem 21. marts til 20. april tilhører derfor stjernetegnet Vædderen. Derefter tager Tyren over frem til 21. maj, hvorefter det er Tvillingernes tur frem til 21. juni og så fremdeles. Datoerne varierer år for år, alt efter om forårsjævndøgn falder 20. eller 21. marts (se alle datoerne i tabellen herunder).

Stjernetegnene ligger ikke på de datoer, hvor Solen går ind i det stjernebillede, som tegnene er opkaldt efter. Bemærk, at datoerne for stjernetegnene varierer år for år, alt efter om forårsjævndøgn falder 20. eller 21. marts (Screenshot: Wikipedia).

Stjernetegn stemmer ikke overens med stjernebilleder

Stjernetegnenes datoer passer dog ikke med, hvornår Solen ser ud til at stå i de officielle stjernebilleder, som den Internationale Astronomiske Union afgrænsede i 1922. I den moderne astronomi har stjernebillederne nemlig forskellig bredde, så i en astronoms kikkert vil Solen blot stå i stjernebilledet Skorpionen i 8 dage, mens det tager 45 dage for Solen at rejse gennem stjernebilledet Jomfruen.

Desuden ligger forårspunktet ikke længere i stjernebilledet Vædderen. Gennem de seneste par tusinde år har det flyttet sig ind i stjernebilledet Fiskene, og om 600 år vil forårspunktet ligge i stjernebilledet Vandmanden. Derfor er stjernetegnene forskudt i forhold til stjernebillederne, og først når forårspunktet om mange tusinde år er nået hele vejen rundt gennem dyrekredsen, vil stjernetegnene igen passe sammen med stjernebillederne.

Forårspunktets bevægelse skyldes et fænomen kaldet Jordens præcession. Det er et udtryk for, at hældningen på den akse, som Jorden roterer om, ikke er konstant. Jordens rotationsakse slingrer så at sige langsomt rundt ligesom en snurrende snurretop. Derfor flytter himlens ækvator sig rundt på himmelkuglen, og skæringspunktet med ekliptika flytter sig dermed også. Det tager i alt 25.800 år, før Jordens rotationsakse har gennemført en slingretur og hælder i samme retning igen, og dermed er forårspunktet tilbage, hvor det startede. 

Hvad med det 13. stjernetegn?

Uoverensstemmelsen mellem stjernetegn og stjernebilleder bringer os tilbage til Nicolais andet spørgsmål om stjernebilledet Slangebæreren, der også kaldes Slangeholderen, og som nogle mener skal indlemmes i astrologien som det 13. stjernetegn.

Jordens præcession gør nemlig også, at ekliptika har flyttet sig lidt på himmelkuglen. Det betyder, at Solens bane set fra Jorden nu går igennem stjernebilledet Slangebæreren ligesom de øvrige 12 stjernebilleder.

»Sådan som hældningen er nu, så snitter ekliptika lige det trettende stjernebillede. Det har den ikke altid gjort, og vil den heller ikke altid gøre. Den går lidt mere klokkerent igennem de andre,« siger Anja C. Andersen.

Men som beskrevet følger stjernetegnene i den vestlige astrologi ikke de faktiske stjernebilleder bag Solen. Astrologerne holder fast i den oprindelige definition af dyrekredsens 12 stjernetegn, selvom artikler om det ’nye stjernetegn’ med jævne mellemrum dukker op i medierne.

»Det er det rene sludder. Det kan være, at det er det 13. stjernebillede, men det er ikke det 13. stjernetegn, for stjernetegnene er per definition 30 grader og 12 styks startende med Vædderen. Der er ikke noget at komme efter – det er ren definition,« siger Per Kjærgaard Rasmussen.

Der findes dog mange astrologiske traditioner og retninger, der anvender forskellige systemer, hvor nogle i højere grad end andre tager udgangspunkt i, hvordan himmellegemer reelt står i forhold til stjernebillederne.

»Nogle astrologer er meget opmærksomme på det og har styr på, at tingene står, hvor de står. Og så er der nogle, der bruger nogle tabeller, der måske virker lidt forældede. Det kan man jo undre sig over, for så tænker man, at det jo nok ikke kan sige så meget om noget, hvis tingene rent faktisk ikke står der, hvor deres tabeller siger, at de står,« siger Anja C. Andersen.

Astrologi har dybe rødder i historien

Mange læser alligevel deres horoskop og tror på, at himmellegemers bevægelser foran stjernebilleder på én eller anden måde kan påvirke deres liv, selvom mange astrologiske systemer ikke stemmer overens med virkelighedens stjernehimmel.

LÆS OGSÅ: Studerende tror på astrologi

Og fascinationen af astrologi er måske ikke så mærkelig endda. Tolkning af stjernernes betydning har nemlig dybe historiske rødder.

»Vi ved, at astrologien har været der, lige så længe som vi har haft skriftkilder, og jeg tror, at den har været der, lige så længe som mennesker har været på Jorden,« siger Anja C. Andersen og uddyber:

»Når man sidder rundt om lejrbålet og kigger op på nattehimlen aften efter aften, så lægger man jo mærke til, at der er nogle af stjernerne, der opfører sig anderledes end andre. Der er nogle stjerner, der vandrer rundt på himlen, og det er så dem, vi kalder planeter, der jo betyder vandrende stjerner. Solen og Månen havde en helt særlig betydning i alle kulturer, og de er meget markante på nattehimlen. Selv i dag bliver man fascineret af en måneformørkelse, en solformørkelse og en fuldmåne, så det har jo betydet noget stort.«

LÆS OGSÅ: Mest læste 2015: Solformørkelse, penislængde og søvn mod depression

Dengang har folk også kunnet se, at himmellegemerne bevægede sig i et særligt mønster. Da Solsystemet er formet som en skive, er det nemlig ikke kun Solen, der følger ekliptika. Også Månen og alle planeterne vandrer rundt i dyrekredsens 12 stjernebilleder set her fra Jorden.

»Derfor synes jeg egentlig ikke, at der er noget underligt i, at man syntes, at de 12 stjernebilleder i dyrekredsen nok var mere interessante end de 76 andre stjernebilleder. Man brugte det jo som en kalender og til for eksempel at holde styr på, hvornår man skulle høste for at få afgrøderne i hus, inden Nilen ville gå over sine bredder. Man tillagde himlen, at den var guddommelig, og det har man nærmest gjort helt op til, at man fik det naturvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet i 1850,« siger Anja C. Andersen.

Astrologiske systemer stammer fra Babylon

De første astrologiske systemer opstod mere end 1.000 år før vor tidsregning i oldtidsriget Babylonien, der var en supermagt med udgangspunkt i det nuværende Irak. 

»Det var simple varsler om, at nu står Venus det her sted, og det er dårligt for Kongen og sådan noget. Man har nogle tidlige horoskoper, som er meget fragmentariske. De siger bare noget med, at Venus eller Jupiter står et givent sted, og det er dårligt for dig. Så det er slet ikke de avancerede systemer, som vi kender i dag,« fortæller Per Kjærgaard Rasmussen.

Senere blev astrologien udviklet i det gamle Grækenland, og den fandt sin grundlæggende form over en relativt kort årrække i den nordegyptiske by Alexandria.

Horoskopet blev skabt som et billede på den orden og det kaos, der herskede på fødselstidspuktet. Tolkningen tog sit udgangspunkt i Pythagoras tallære, hvor de ulige tal var maskuline og stærke, mens de lige tal var feminine og svage. Så når to planeter stod 180 grader fra hinanden - og altså delte cirklen i 2 dele - tolkedes det som problematisk. En afstand mellem planeter på 120 grader - altså en cirkel delt i 3 - blev tolket positivt.

»Der er kommet meget til siden med både lidt arabisk indflydelse og senere en udvikling i Vesten, hvor den psykologiske dimension kom ind over i 1970’erne og 1980’erne. Tidligere blev astrologien brugt til at give mere håndfaste, skæbneagtige varsler – altså at noget vil ske på et bestemt tidspunkt, eller at det nu er et godt tidspunkt at søge job. I dag er det mere psykologiske termer, der bliver brugt. Et eksempel på det psykologiske er, at man siger, at du nu er åben over for forandringer inden for jobsfæren eller kærlighedssfæren, men din karakter er sådan, at du har nemt ved at afvise,« siger Per Kjærgaard Rasmussen.

Tycho Brahe lagde Christian 4.s horoskop

Hvis Per Kjærgaard Rasmussen og Anja C. Andersen havde levet for 400 år siden eller tidligere, havde de nok snarere været astrologer end astronomer. I slutningen af 1500-tallet var den verdenskendte danske astronom Tycho Brahe ansat som hofastrolog og lagde blandt andet Christian 4.s horoskop.

»Til og med Tycho Brahe var det helt legitimt at være astrolog. Der er citater fra Tycho Brahe, der siger, at det er helt åbenbart, at vi har en kosmisk tilknytning, for vi er lavet af de samme elementer som himlen. Det var først med rationalismen og Keplers og Newtons love, at man begyndte at se verden som noget meget mekanisk noget,« siger Per Kjærgaard Rasmussen.

I takt med, at videnskabsfolk gjorde nye opdagelser inden for fysik, biologi og astronomi, forsvandt troen på astrologi som en rigtig videnskab.

»Med den naturvidenskab, vi har i dag, kan det ikke passe, at planeterne har en indflydelse. Så skal man begynde at snakke om andre dimensioner eller kvantefelter, og jeg ved ikke hvad, men man kan ikke bevise det,« siger Per Kjærgaard Rasmussen.

Ingen beviser for, at astrologi virker

Da astrologer har forskellige tolkninger af samme horoskoper, og deres forudsigelser ofte er flertydige, er det for det meste umuligt at påvise, om astrologi er falsk. Falsificerbarhed er i filosoffen Karl Poppers videnskabsteori et kriterium for videnskabelighed, og det er en af årsagerne til, at astrologi anses som pseudovidenskab. Der findes heller ingen evidens for, at himmellegemernes position i forhold til stjernebilleder kan påvirke folk her på Jorden.

Den franske astrolog Michel Gauquelin fandt ellers i 1955 en statistisk signifikant sammenhæng mellem Mars’ position på himmelkuglen og topatleters fødselsdato. Men senere har andre forskere ikke kunnet finde den såkaldte Mars-effekt, og forskere mener, at Michel Gauquelin bevidst skrævvred sit datagrundlag ved at udelukke bestemte individer fra undersøgelsen.

Den amerikanske fysiker Shawn Carlson udgav i 1985 en artikel i tidsskriftet Nature om en kontrolleret undersøgelse af astrologers forudsigelser af karaktertræk baseret på forsøgspersoners fødselssted og -tidspunkt. Konklusionen var, at astrologerne var lige så gode til at gætte forsøgspersonernes karaktertræk, som hvis man havde kastet en terning.

Alligevel har Per Kjærgaard Rasmussen ikke travlt med at bekæmpe astrologien.

»Hvis folk finder det nyttigt at tage en snak med en astrolog om deres horoskop – fint for mig. Folk skal have lov til at tro på, hvad de vil. Man skal ikke brændes på bålet, fordi man tror på astrologi,« siger astronomen.

Her fra redaktionen siger vi tak til Per Kjærgaard Rasmussen og Anja C. Andersen for deres svar, og så drister vi os til at komme med en lille forudsigelse: I den nærmeste fremtid vil læseren Nicolai Seidelin modtage en pakke med en Videnskab.dk-T-shirt som tak for de gode spørgsmål.

Du kan selv købe T-shirten her, eller du kan forsøge at vinde den ved at sende et godt spørgsmål til sv@videnskab.dk.

Hvis du mangler at finde den helt rigtige mandelgave, så kan du også købe Videnskab.dk's bestseller 'Hvorfor lugter mine egne prutter bedst?' - en bog fuld af lærerige svar på sjove spørgsmål.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.





Det sker