Sponseret og annoncørbetalt indhold på Videnskab.dk

Videnskab.dk bringer forskellige typer indhold, som vi har modtaget betaling for at producere og/eller bringe.

Vi skelner skarpt mellem, om der er tale om ikke-kommercielt indhold, der handler om forskning eller forskningsformidling og som hovedregel har en forskningsinstitution, fond eller anden forskningsrelateret organisation som afsender. Eller om der er tale om kommercielt indhold, der ikke handler om forskning, men hvor formålet er at sælge en vare eller serviceydelse.

Det afspejles i vores opmærkning.

Ikke-kommercielt indhold, som leverer forskningsbaseret viden til vores brugere, opmærker vi som 'Sponseret indhold'.

Kommercielt indhold opmærkes som 'Annoncørbetalt', fordi der er tale om annoncering med henblik på salg.

Sådan håndteres sponseret indhold

Videnskab.dk’s Center for Faglig Formidling leverer mod betaling kommunikations- og formidlingsydelser til forskningsinstitutioner, fonde og andre organisationer, som arbejder med forskning eller støtter forskning og forskningsformidling. Det foregår i henhold til statens regler for indtægtsdækket virksomhed.

Indhold som produceres i sådan en sammenhæng, eller som kurateres og kvalitetssikres af Center for Faglig Formidling, kan blive bragt på Videnskab.dk. Når det sker, opmærkes det tydeligt som sponseret indhold, så der ikke er tvivl om afsenderen.

Videnskab.dk følger de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier samt de presseetiske regler i arbejdet med tydeligt at adskille sponseret indhold fra den uafhængige journalistik.

Redaktionen på Videnskab.dk leverer uafhængig journalistik, som ikke påvirkes af økonomiske interesser af nogen art.

Arbejdet med sponseret indhold udføres af medarbejdere, der er tilknyttet Center for Faglig Formidling, hvis medarbejdere har stor erfaring med videnskabsformidling til den brede offentlighed.

Disse medarbejdere kan også udføre arbejde for Videnskab.dk's redaktion. Det foregår i givet fald efter interne retningslinjer, som sikrer, at de pågældende ikke skriver journalistiske artikler om forskning fra de samme fonde og forskningsinstitutioner, de har udarbejdet formidlingsartikler og kommunikationsmateriale om.

Sådan håndteres annoncørbetalt indhold

Videnskab.dk følger de gældende retningslinjer for annoncørbetalt indhold fra Danske Medier, Forbrugerombudsmandenmarkedsføringsloven, samt de presseetiske regler i arbejdet med tydeligt at adskille annoncer og journalistik.

Videnskab.dk bringer bannerannoncer og kan bringe andet annoncørbetalt indhold på sin hjemmeside som led i bestræbelserne på at tjene penge til at dække omkostningerne ved vores produktion af uafhængig journalistik. Det foregår i henhold til statens regler for indtægtsdækket virksomhed.

Annoncørbetalt indhold kan have form af såkaldt 'native advertising' eller 'advertorials', hvor en annoncør betaler et medie for at bringe indhold i et redaktionelt format på en redaktionel udgivelse.

Dette indhold opmærkes for det første meget tydeligt, så vores brugere ikke er i tvivl om, hvem afsenderen er. For det andet er vi meget selektive i forhold til, hvilke organisationer vi giver mulighed for at markedsføre sig selv på denne måde.

I hvert enkelt tilfælde skal afsenderen godkendes af ledelsen på Videnskab.dk. Godkendte afsendere kan f.eks. være virksomheder, som er kulturelle, undervisningsrelaterede eller oplevelsesorienterede i brancher som turisme, forlag og uddannelse.

Dette indhold, der typisk ikke handler om forskning, kan være leveret af annoncøren eller en ekstern freelancer. Det håndteres og kvalitetssikres af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling, som varetager vores aktiviteter, hvad angår indtægtsdækket virksomhed.