Velfærdsydelser på vildfart
Velfærdsstaten bruger mere end 40 milliarder skattekroner om året på de svageste borgere. Derfor er det rimeligt at spørge: Får de svageste mest mulig velfærd for pengene? Sandsynligheden er meget lille.
Hjemløs

Hjemløse og andre borgere i det specialiserede socialområde får ikke nødvendigvis de samme ydelser, da de bliver tildelt på baggrund af fagpersoners vurderinger. (Foto: Shutterstock)

Det er en central opgave for velfærdsstaten at tage hånd om samfundets svageste borgere som socialt udsatte børn og unge, hjemløse og borgere med fysiske og mentale hadicap.

Denne gruppe af borgere finder man på det såkaldte specialiserede socialområde.

Disse svage borgere bliver hjulpet af velfærdsstaten, faktisk hjælper skatteyderne med mere end 40 milliarder kroner om året.

Det er rigtig mange penge, så mange at det er på niveau med udgifterne til folkeskolen.

Men bruges de 40 milliarder fornuftigt? Det ved vi faktisk ikke.

LÆS OGSÅ: Hvordan måler man velfærd?

Ingen sikker viden om nytten

Forudsætningen for, at man kan anvende skattekronerne bedst muligt, er, at man har en høj grad af sikker viden om sammenhængene mellem nytten af og udgifterne til de ydelser, de svageste får.

Men hvor mærkeligt det end kan lyde, har vi i dag kun i stærkt begrænset omfang sikker viden om sammenhængene mellem nytte og udgifter på det specialiserede socialområde.

På sundhedsområdet er der derimod stor og solid viden.

Borgere og skatteydere kan få at vide, hvilke sundhedsbehandlinger skattekronerne går til, og hvilken nytte brugerne har af disse.

Borgerne kan også være rimeligt sikre på at få samme ydelser, i dette tilfælde behandlinger, uanset om de bor i kommune A eller B eller i X- eller Y-købing.

Det er ikke tilfældet på det specialiserede socialområde, fordi ydelser i vidt omfang tildeles alene på grundlag af fagpersoners, eksempelvis socialrådgiveres, individuelle skøn.

Hver person er et individuelt skøn

Mange ministerier, styrelser, kommuner og institutioner efterspørger viden om nytten af ydelserne til de svageste, så hvorfor er der så ikke mere viden?

Det skyldes, at der ikke er tradition for videnskabelig dokumentation på området. Typisk tildeler fagpersoner som socialrådgivere eller pædagoger ydelser til borgerne på grundlag af personlige skøn, erfaringer og intuition.

Derfor kan borgere, for eksempel socialt udsatte børn, med stort set samme problemer få tildelt ret forskellige ydelser til ret forskellige priser.

diagnose socialt udsatte

Hvis lægen er villig til at stille en diagnose, kan brugere af det sociale system måske få mere økonomisk støtte. (Foto: Shutterstock)

Denne vilkårlighed kan meget vel være årsagen til, at mange brugere på det specialiserede socialområde beder læger om at få tildelt en diagnose.

En diagnose gør det nemlig typisk nemmere at få ret til bestemte ydelser frem for at være afhængig af fagpersoners individuelle skøn.

LÆS OGSÅ: Velfærd under opbrud?

Manglende opfølgning

Socialrådgivere, pædagoger og andre grupper af fagpersoner på det specialiserede socialområde er typisk meget dedikerede medarbejdere, som ønsker at gøre det bedste, de kan, for borgerne.

Gode viljer er bare sjældent nok, der skal mere til.

Her har fagpersonerne og især de kommunale forvaltninger, de er ansat i, et stort problem.

De følger ikke systematisk op på, hvilken nytte brugerne får af de tildelte ydelser og skatteydernes udgifter hertil.

Det er den væsentligste årsag til, at der ikke er solid viden om sammenhængen mellem nytte og udgifter på området.

Det er ærgerligt, for allerede i dag kan man tilvejebringe ny væsentlig viden ved at udnytte de mange data, der allerede findes i det offentliges digitale systemer, og kombinere dem med nye data, som kan produceres relativt billigt.

Gør det svært at prioritere pengene

Man kan spørge sig selv, hvordan man styrer et område, hvor der hersker ringe viden om sammenhængen mellem nytte og udgifter.

Svaret er, at man gør det via stram økonomistyring og et stærkt bureaukrati.

Men hvordan sparer politikerne så på sådan et område, når livremmen skal spændes ind?

De bruger grønthøsteren. Det vil sige, at de foretager generelle besparelser, fordi de reelt ikke har et alternativ.

De fagprofessionelle og deres ledere, som typisk selv har en fagprofessionel baggrund, står svagt i forhold til den politiske grønthøster.

Når man ikke har solid viden, kan hverken politikere, ledere eller fagpersoner foretage intelligente prioriteringer i sparetider.

LÆS OGSÅ: Global fattigdom og ulighed: Er velfærd kun for de heldige?

Enkeltsager fører til bureaukrati

På det specialiserede socialområde har der været mange alvorlige enkeltsager, som er endt i massemedierne.

De fleste husker Tønder-sagen, Rebild-sagen, Esbjerg-sagen og senest Odense-sagen, hvor kommunerne ikke tog godt nok hånd om socialt udsatte børn.

I de meget forståelige bestræbelser på at undgå flere enkeltsager har politikere og den centrale administration i fælleskab skabt en bureaukratiseringscirkel.

En bureaukratiseringscirkel forløber på denne måde: Når enkeltsager opdages og skaber mediestorme, gennemfører politikerne reformer, som indebærer mere bureaukrati.

LÆS OGSÅ: Sociale investeringer bør ses i et livsforløbsperspektiv

Grafik: Louise Glargaard Perlmutter/Louises design.

Bureaukrati løser ikke problemerne

Betyder det så, at man undgår enkeltsager? Nej.

Fører reformer og bureaukratisering til mere viden om nytte og udgifter? Desværre ikke i et større omfang.

Til alt dette kommer, at det er vanskeligt at udvikle sammenhængende strategier og viden på området til gavn for brugere og fagpersoner.

Et af problemerne er her, at området blandt andet finansieres af Satspuljen, som skaber mange små og kortvarige projekter.

Det samlede resultat er en bureaukratisering af det specialiserede socialområde, selvom om ingen ønsker dette.

Figur 1 viser, hvordan bureaukratiseringscirklen skaber stadig mere bureaukrati. Figuren viser reaktioner på enkeltsager og den store pil illustrerer bureaukratiseringen, som følger heraf.

Kommunerne burde skabe ny viden

Der er ikke ansat mange djøf’ere (økonomer og jurister) i lederstillinger på det specialiserede socialområde.

I det omfang, området er ’djøficeret’, skyldes det, at de fagprofessionelle på området selv og ganske frivilligt har ’spist djøf-medicin’ i form af videre- og efteruddannelser med et stort indhold af økonomi, jura og ledelse.

Her burde kommunerne i stedet have satset mere på videre- og efteruddannelse med fokus på at skabe ny viden om, hvilke ydelser der virker til hvilke priser.

Udviklingen på det specialiserede socialområde ville så begynde at ligne det, der sker på sundhedsområdet.

Havde kommunerne gjort dette, kunne de formentligt opnå en stor gevinst ved at kunne organisere området bedre.

Havde man eksempelvis påvist, at udsatte børn og unge har bedst af bestemte behandlingstilbud, kunne de have fået disse.

Havde man påvist, at vanskelige sager løses bedst via en national indsats, kunne kommunerne i samarbejde med staten have gjort dette.

LÆS OGSÅ: Bliver vi rige eller fattige af demokrati?

Hvorfor gør de det så ikke?

På det specialiserede socialområde kan samfundet for relativt få skattekroner skabe ny nyttig viden om sammenhængene mellem nytte og udgifter, men hvorfor gør vi det så ikke i større udstrækning? Det er der to hovedgrunde til.

Den ene er, at mange fagpersoner mener, at man slet ikke kan skabe den samme form for viden eller metodik som på sundhedsområdet.

Borgerne kan selvfølgelig ikke bare tage en pille, der kurerer deres komplekse sociale problemer. Men det gør det ikke mindre rigtigt, at vi kan skabe langt mere sikker viden om metoder, nytte og effekter, end den vi har i dag.

Kommunerne må acceptere, at deres selvstyre begrænses lidt for at sikre, at borgerne får de ydelser, som virker bedst til prisen

Den anden hovedgrund er, at solid viden om nytte og udgifter vil kræve store og vanskelige omstillinger, især i kommunerne.

Hvis sagsbehandlerne kendte nytten af ydelserne og priserne på disse, burde de naturligvis vælge de ydelser, som alt i alt giver borgerne mest velfærd for færrest skattekroner.

Det lyder jo som sund fornuft, som gammeldags husmoderlogik.

LÆS OGSÅ: Kontanthjælpsloft kan føre til omsorgssvigt

Kommer ikke af sig selv

I praksis indebærer denne logik imidlertid, at fagprofessionelle ikke længere skal tildele ydelser efter egne skøn, men på grundlag af »mest velfærd for skattekronerne«.

I så fald må kommunerne acceptere, at deres selvstyre begrænses lidt for at sikre, at borgerne får de ydelser, som virker bedst til prisen.

De mange interesseorganisationer på området må lære at acceptere, at det kan blive nødvendigt at flytte skattekroner fra nogle borgere til andre for at sikre, at borgerne alt i alt får mest mulig velfærd for pengene.

Og endeligt skal fagpersonerne på området lære at samarbejde med andre faggrupper, eksempelvis økonomer, statistikere, it-folk og læger, for at skabe videnskabelig dokumentation for nytte og udgifter.

Det er ikke noget, der kommer af sig selv. Det forudsætter, at politikerne kræver at få solid viden om sammenhængene mellem nytten af og udgifterne til de ydelser, de svageste borgere får.

Det vil skabe en sektor, der ikke længere er på vildfart.

Ugens Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.




Det sker

ForskerZonen Live Medicinsk Museion robotter
26/09 kl. 14:00
Oplægsholder
Adresse
Medicinsk Museion, Bredgade 62, 1260 København K.
I samarbejde med