Det danske forsvar er blevet et 'angreb'
Danmark har siden 2003 udviklet en forsvarspolitik, hvor de militære styrker er skiftet fra en position som forsvarsspiller til en angrebsspiller. Det koster flere penge, end politikerne vil betale.

Forsvarets ledelse var helt bevidste om, at hvis det danske forsvar vitterligt skulle være et forsvar, som kunne sendes ud og deltage i Vestens krige, så måtte det kunne måle sig med, hvad det britiske og det amerikanske forsvar kunne.
(Foto: Sgt. Mikel Peterson / U.S. Armed Forces)

 

Seks F-16-fly lettede fra Skrydstrup 20. marts 2011 med kurs mod Signonella-luftbasen på Sicilien.

Aftenen før havde Folketinget vedtaget at sende de danske fly i kamp mod Muammar Gaddafis styrker i Libyen, som var på nippet til at løbe oprørerne i Bengazi over ende.

Folketinget havde forhandlet ud på aftenen, og klokken seks om morgen kunne flyene lette. De havde bomberne under vingerne, parate til at blive sendt direkte i kamp.

I de følgende måneder deltog de danske fly i 10 procent af de bombemissioner, som koalitionen gennemførte mod Libyen, til regimet faldt. I 2013 hed statsministeren ikke Lars Løkke Rasmussen (V), men Helle Thorning-Schmidt (A), men, trods regeringsskiftet, var der ikke et holdningsskifte til brugen af militær magt.

Danmark skulle være aktiv fra »Afrika til Afghanistan«, mente lederen af S-SF-R regeringen, og Danmark var således et af de få europæiske lande, der var villig til at sende F-16-flyene på vingerne over Syrien, da Assad-regimet i sensommeren 2013 brugte giftgas mod sin befolkning i oprør.

Blot fem år før ville danske styrker ikke så hurtigt og resolut være blevet sendt i kamp, og 10 år før ville det danske forsvar ikke have haft muligheden for at gøre det.

Danmarks forsvarspolitik siden 2003

Danmark har siden 2003 udviklet en forsvarspolitik, hvor de militære styrker er et 'angreb' snarere end et 'forsvar' som under den Kolde Krig. Havde der været tale om et fodboldhold, så skiftede det danske forsvar position fra en forsvarsspiller til en angrebsspiller.

De andre nordiske lande deltog også med styrker i Afghanistan og både Norge og Sverige havde fly i Libyen, men i Norge og Sverige forblev de væbnede styrkers primære opgave at forsvare fædrelandet. De var forsvarsspillere, selvom de kunne blive sendt frem ved særlige lejligheder.

I Danmark blev forsvaret af fædrelandet i 2003 defineret som en fjern, fremtidig mulighed, som det ikke var nødvendigt at spilde tid og penge på nu. Det danske forsvar skulle således være en angrebsspiller i stedet for en forsvarsspiller. Det betød et mindre forsvar.

I 1990 havde flyvevåbnet således 138 F-16 fly, mens det i 2013 kun havde 38. Disse massive besparelser på materiel blev modsvaret i anvendelse. De mange fly ventede på en krig, der aldrig kom, mens de få fly blev brugt i kamp.

Warszawapagten skulle afskrække fra at starte en krig

For det danske forsvar fandt hurtigt ud af, at kampen ser helt anderledes ud, alt efter hvor man er på banen. I perioden 2001-2011 havde danske politikere meget travlt med at fordømme den defensive danske forsvarspolitik under den Kolde Krig, men, uanset fodnoter, så afspejlede datidens danske forsvarspolitik NATOs defensive strategi.

Warszawapagten skulle afskrække fra at starte en krig; det var ikke NATO, og slet ikke de små medlemslande, der skulle være i offensiven. Et defensivt forsvar handler om at mobilisere så mange mænd som muligt og stå fast og forsvare sig i sit eget nabolag.

Det har ikke den transport, som missioner langt væk kræver, og det har ikke den erfaring med små krige og deres logik, som er ganske anerledes end den logik, der gælder for forsvaret af ens eget land i den store krig.

Klokken seks om morgenen kunne flyene lette. De havde bomberne under vingerne parate til at blive sendt direkte i kamp. I de følgende måneder deltog de danske fly i 10 procent af de bombemissioner, som koalitionen gennemførte mod Libyen til regimet faldt. (Foto: SrA Greg L. Davis)

Alt dette skulle det danske forsvar udvikle.

 

Afghanistan – den afgørende læreplads

Afghanistan var den afgørende læreplads for det danske forsvar. Forsvaret ønskede at bruge missionen i Afghanistan til at bevise, at det var rykket i angrebet.

Forsvarets ledelse var helt bevidste om, at hvis det danske forsvar vitterligt skulle være et forsvar, som kunne sendes ud og deltage i Vestens krige, så måtte det kunne måle sig med, hvad det britiske og det amerikanske forsvar kunne.

Siden det amerikanske forsvar trods alt er for stort og for teknologisk avanceret, så blev det britiske forsvar det danske forsvars målestok. I overensstemmelse med moderne managementtænkning, så det danske forsvar det britiske forsvar, som den organisation, man skulle måle sig efter for at kunne leve op til sine egne ambitioner om forandring.

Heri var forsvaret ikke fundamentalt forskelligt fra kommuner, der måler deres hjemmepleje op mod kommuner, som er kendt for at være effektive på det område.

 

Betingelserne for sejr blev ikke sat af Danmark

For forsvaret var det således på mange måder lige så vigtigt at være med, som at vinde i Afghanistan. Betingelserne for sejr blev ikke sat af Danmark, men deltagelsen i operationen satte nogle betingelser for dansk forsvar, som gjorde, at det måtte løbe hurtigt for at kunne følge med.

Danske generaler har således de sidste 10 år beskrevet deres arbejdsplads som et tog, hvor skinner blev lagt ud, samtidig med det kørte, eller en bil, der blev samlet, mens den kørte, eller andre metaforer for stor forandring på kort tid – og med en betydelig risiko for, at det gik galt.

For forsvaret har på den ene side skulle skære et de gamle forsvarsstrukturer ned, mens det nye angreb blev bygget op ude i felten, hvor det skulle bruges.

Derfor kunne forsvarets økonomi til sidst ikke klare vægten af missionen i Afghanistan, og en afgørende betingelse for at kunne gennemføre den 10 procents besparelse på forsvarsbudgettet, som skal gennemføres fra 2013 til 2017, var, at de danske styrker kom hjem fra Afghanistan.

 

Det er en udfordring, efter krisen omkring Ukraine

Hvor gerne politikerne end vil sende F-16-fly til Syrien eller hærstyrker på FN-mission i Afrika, så er forsvarets økonomi i dag sådan, at enhver større mission vil få økonomien til at kollapse.

Forsvaret er således blevet flyttet frem i angrebsposition, men, som enhver direktør for en superligaklub ved, så koster det at rykke op. Politikerne vil gerne spille forsvaret som en central del af udenrigspolitikken, men efter 10-15 år med et 'angreb' snarere end et 'forsvar' ved vi, at regningen er større, end den Folketinget i dag er villig til at betale.

Det er en udfordring efter krisen omkring Ukraine i foråret 2014, hvor behovet for at dansk forsvar igen skal forholde sig til forsvaret i nærområdet, stiller krav til et større budget.

Hvis danske styrker skal sendes til Baltikum i stedet for Afghanistan vil det være fortsættelsen på udviklingen fra 2003 (de vil stadig være i 'angreb'), men det vil ikke være et spørgsmål der kan vælges til eller fra på samme måde som Afghanistan kunne. Der er en regning at betale.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs nyt om fusionsenergi, som DTU med forsøgsreaktoren på billedet nedenfor - en såkaldt tokamak - nu er kommet lidt nærmere.