Demokrati: Svært at lære gamle stater nye tricks
Folk går på gaden og risikerer livet for demokrati. Nogle sætter endda ild til sig selv. Men hvilke faktorer afgør, om lande er demokratiske eller ej? Vi føjer endnu en brik til puslespillet og viser, at uden for Europa er gamle stater systematisk mindre demokratiske.

I Europas historie var det tidlige demokrati en delvist konsekvens af statsbygning. (Grafik: Colourbox)

I Europas historie var det tidlige demokrati en delvist konsekvens af statsbygning. (Grafik: Colourbox)

 

Hvordan kan det være, at mennesker i nogle lande har ret til at selv at vælge deres politiske ledere mens de i andre ikke har? Hvorfor er nogle lande demokratier, mens andre ikke er?

Vi kender allerede en del af svaret. Vi ved for eksempel, at rigere lande systematisk er mere demokratiske end fattigere lande. Vi ved, at det samme gør sig gældende for lande med en bedre uddannet befolkning. Og vi ved, at lande med rigere naturressourcer systematisk er mindre demokratiske end andre.

Artiklen The Autocratic Legacy of Early Statehood føjer endnu en brik til puslespillet og viser, at uden for Europa er ældre stater systematisk mindre demokratiske end yngre stater.

Vi kan endda stramme skruen yderligere og sige, at ældre stater er systematisk mindre demokratiske fordi staterne er relativt gamle.Det er altså ikke blot et deskriptivt men et kausalt udsagn: Tidlig statsdannelse er en af årsagerne til fraværet af demokrati i visse dele af verden.

I Europa var det omvendt

Før vi forklarer sammenhængen mellem tidlig statsdannelse og fravær af demokrati uden for Europa, gør vi lige et kort ophold i Europas politiske historie.

I forskningen er der nemlig nogenlunde enighed om, at det moderne (repræsentative) demokrati nærmest opstod som et tilfældigt bi-produkt af statsbygningsprocesser. Man finder for eksempel samme argument hos samfundsfaglige koryfæer som Charles Tilly, Douglass North, Samuel Finer eller Robert Bates.

I en nøddeskal er argumentet: Tvunget af geopolitisk konkurrence og truslen om krig måtte europæiske konger indgå i en studehandel med feudalherrer om retten til at låne penge og indkræve skatter. Der skulle nemlig penge i kassen for at finansiere de krige, der fulgte af den geopolitiske konkurrence, og opbygningen af det statsapparat, der skulle administrere hæren og krigen.

Til gengæld for skatterne måtte kongen tillade repræsentative forsamlinger, der fik indflydelse på statsbudgettet. Og ud af disse tidlige repræsentative forsamlinger voksede i Europa det moderne demokrati.

I Europas historie, siger altså blandt andre førnævnte koryfæer, var det tidlige demokrati således delvist en (ikke-intenderet) konsekvens af statsbygning.
Men uden for Europa var sammenhængen den modsatte – her førte statsdannelse ikke til demokrati, men til autokratisk stabilitet.

Staten var et bolværk mod europæerne

Hvorfor var udviklingen omvendt i ikke-europæiske stater?

Argumentet kommer i to trin. For det første var førkolonial statsdannelse med til at bestemme, om et bestemt territorium blev koloniseret, og hvordan det i givet fald blev koloniseret. For det andet har måden hvorpå et territorium blev koloniseret af europæerne - og om det overhovedet blev koloniseret-  haft konsekvenser for den senere politiske udvikling.

Jacob Gerner Hariri er post. doc. på Institut for Statskundskab og Økonomisk Institut på Københavns Universitet. Jacob forsker i demokrati og politisk holdningsdannelse.

Territorier med veludviklede statsapparater var bedre til at mønstre de nødvendige ressourcer for at forsvare sig mod europæerne. De var også var bedre til at koordinere forsvaret end enkeltstående stammer, som ikke blot ikke kunne koordinere, men ofte sloges indbyrdes.

For eksempel var både det portugisiske og spanske hof i lang tid ude af stand til at kolonisere og bosætte sig i Nordafrika. Modstanden fra det Osmanniske Imperium var simpelthen for stærk. Det var den ikke i for eksempel Brasilien, hvor portugisisk penetration, kolonisering og bosættelse blev lettet af, at der ikke var en central stat til at koordinere modstanden. De brasilianske stammer kæmpede bravt – men også indbyrdes!

Hvis territorier med relativt veludviklede statsapparater alligevel blev koloniseret, så skete det ofte med såkaldt ”indirect rule”. Det vil sige, at kolonialisterne benyttede sig af de eksisterende magtstrukturer til at regere landet. Ældre stater var således bedre til at holde europæerne stangen – og hvis de blev koloniseret, var det ofte på en måde som forstærkede de eksisterende magtstrukturer.

 

Bosætterne tog institutionerne med sig hjemmefra

Omvendt i territorier med mindre veludviklede stater, som ikke på samme måde kunne holde europæerne væk. Her kunne de bosætte sig, europæerne, og når de gjorde det, tog de ofte institutionerne med hjemmefra.

For eksempel skriver den spanske konge i Recopilación de las leyes de Indias fra 1600-tallet, at de samme love skal gælde i de sydamerikanske kolonier som på den iberiske halvø. Og sidst i 1700-tallet bemærkede Adam Smith, at koloniernes styreformer generelt var som snydt ud af næsen på moderlandets ditto.

Dertil kommer, at bosætterne var optændt af de samme idealer og ønskede de samme rettigheder som deres medborgere i moderlandene. På den måde var europæisk bosættelse med til at sprede både de tidlige demokratiske institutioner og de tidlige demokratiske ideer.

Hvis vi nu samler de to trin i argumentet, har vi forklaringen på, at tidlig statsdannelse historisk set holdt den demokratiske udvikling tilbage uden for Europa. Ældre stater oplevede mindre europæisk indflydelse, fordi de var bedre til at holde kolonialisterne væk og oftest blev styret med såkaldt indirect rule (hvis de da blev koloniseret).
Fraværet af historisk europæisk indflydelse betyder i sin tur, at disse gamle stater er mindre demokratiske i dag.

 

Og hvad så?

Helt banalt fortæller historien her os noget om demokrati, vi ikke allerede vidste. Og det fortæller os noget nyt om sammenhængen mellem stat og demokrati – to af de allermest centrale begreber i politologien.

Mere vidtløftigt fortæller det os, at politisk udvikling tilsyneladende ikke er styret af et underliggende drive mod demokrati. I hvert fald er lande, som for 500 år siden var blandt de mest politisk udviklede, i dag generelt er blandt de mindst demokratiske.

Og sidst men ikke mindst gør argumentet i artiklen op med ideen om, at der skulle være et exceptionelt demokratisk underskud i Mellemøsten. Hvis man alene ser demokrati som resultat af for eksempel økonomisk udvikling, uddannelse eller naturressourcer, er det faktisk exceptionelt, at der ikke er mere demokrati i Mellemøsten. Men hvis man også tager højde for regionens politiske og kolonimæssige historie, som skitseret ovenfor, så er der faktisk intet som helst mærkeligt ved, at der ikke er demokrati i Mellemøsten. 

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.