KORT NYT FRA UDLANDET
Nu er det snart jul, og det betyder, at det bugner med julegodter i supermarkederne. En af de sundere er valnødder, og dem skal særligt mænd ikke holde sig tilbage fra. Et nyt studie viser, at et stort indtag af valnødder kan have en positiv virkning på blandt andet prostatakræft. Det skriver forskning.no.
Paul Davis fra Department of Nutrition ved University of California i USA har med flere undersøgt, hvilke sundhedsfremmende faktorer valnødder har. Tidligere studier har nemlig vist, at valnødder har en positiv effekt på prostatakræft, men indtil nu har det været svært at vurdere, om det var nøddens indhold af omega-3 eller nødden som helhed, der havde en positiv virkning på kræftsygdommen.
Ved at dele en gruppe af mus op i tre grupper, hvor én gruppe fik hele valnødder, en anden olie fra nødderne og den tredje andre kilder med højt omega-3 indhold, kunne Paul Davis konstatere, olien fra nødderne og hele nødder reducerede kolesteroltallet og bremsede kræftudviklingen.
»Vi har vist, at det ikke bare er omega-3-fedtsyrene i sig selv, som har en effekt på kræftsygdommen. Det kan være en kombination af omega-3 og andet indhold i olien, men det er blevet klart, at indenfor ernæring er det sjældent bare én ting som bidrager positivt, det er altid en kombination af flere faktorer,« siger Davis ifølge forskning.no.
Et stort indtag af valnødder reducerer kroppens niveau af et bestemt hormon, som umiddelbart virker til, at kræftsvulstens vækst bliver bremset.
Studiet er netop blevet publiceret i Journal of Medicinal Food.
Læs også:
Forskere: Sæd bliver bedre af valnødder
Forskere kan nu forklare 33 procent af den genetiske årsag til prostatakræft
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
esh