KORT NYT FRA UDLANDET:
Hvis du træner din sprint, bliver du bedre til fodbold. Det viser en ny doktorafhandling fra Norges Idrettshøgskole. En fodboldspiller sprinter nemlig i gennemsnit hvert 60-90 sekund, og mellem 40 og 45 procent af alle mål scores efter en sprint, lyder det fra forskerne. Det skriver forskning.no.
»De to vigtigste egenskaber i fodbold er taktisk forståelse og tekniske færdigheder. Men uden gode sprintegenskaber og evnen til effektive retningsskift kommer de taktiske og tekniske færdigheder ikke til sin ret,« siger Shaher Shalwafi i en pressemeddelelse fra Norges Idrettshøgskole.
Han er nået frem til sine konklusioner i et ph.d.-projekt. Han påpeger, at jo mere man træner sin sprint, desto bedre optager musklerne ilt. Derfor kan sprinttræningen være vigtig for præstationerne på grønsværen.
Professor Eystein Enoksen er atletiktræner og ekspert i sprint og har været vejleder på ph.d.-projektet.
Ifølge ham kunne fodboldtrænere i langt højere grad bruge atletik i deres træning.
»Helt klassiske elementer som aktiv fodsætning, strakte knæløft, høj kropsstilling, god brug af armene og at lade kroppen falde frem ved acceleration har vist sig at være meget nyttig for fodboldspillere,« siger Eystein Enoksen i pressemeddelelsen.
Læs også:
Amerikansk fodbold, fysik og videnskaben bag skandalen om den piftede bold
Hvorfor er fodbold så populært?
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
josa