KORT NYT FRA DANMARK:
Unge lever mere sundt og udsætter sig i mindre grad for risici.
Det skriver Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, i en pressemeddelelse.
I undersøgelsen ‘Børn og unge i Danmark – Velfærd og trivsel 2014’ har forskerne fulgt næsten 7.700 børn og unge i alderen 3-19 år.
Undersøgelsen udkom første gang i 2010, og siden da er de unge begyndt at leve mere sundt, lyder det fra SFI.
For eksempel viser den nye rapport, at de ældste drenge spiser meget mindre fastfood.
»De 15-årige ryger væsentligt mindre i dag – kun 4 procent ryger hver uge. De drikker mindre – især drengene er ikke så ofte fulde som tidligere – og de tager færre stoffer,« skriver SFI i pressemeddelelsen.
Den mest markante forandring, som 2014-rapporten viser, er imidlertid, at de unges risikoadfærd har forandret sig betydeligt til det bedre. Det er især de 15-årige – og navnligt de unge drenge – der trækker denne udvikling, skriver SFI.
De er også i mindre grad udsat for kriminalitet, ligesom de unge begår mindre kriminalitet: Der er et generelt fald i tyveri, vold og hærværk – også her gælder det særligt for drengene, lyder det i pressemeddelelsen.
Læs også:
Vi køber sundere madvarer end vores oldeforældre
Kan fodbold give unge drenge på Nørrebro evner til at tage ’sunde’ valg i livet?
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
lb