En videns- og erfaringsopsamling lavet af det Nationale Forskningscenter for Velfærd viser at tidligere anbragte unge i Skandinavien, Storbrittanien og USA, der får støtte, klarer sig bedre end dem, der ikke får støtte. Det kan skyldes, at de svageste unge risikerer at blive overset til fordel for de ressourcestærke unge.
Det skriver Det Nationale Forskningscenter for Velfærd i en pressemeddelelse.
Hovedparten af tidligere anbragte unge oplever en række vanskeligheder og udfordringer i årene efter anbringelsen. Kommunerne tilbyder derfor de unge såkaldte efterværn, når de som 18-årige ikke længere er anbragt. Det kan være i form af netværk med andre tidligere anbragte, eller gennem personlige relationer til en voksen.
Rapporten viser, at der på flere områder er en risiko for, at de svageste unge ikke får efterværn. Det kan blandt andet ske, fordi myndighederne retter fokus mod de unge, der har ressourcerne til at ville kunne klare sig godt, at de svage unge er trætte af foranstaltninger og afviser tilbuddet, eller fordi de unge selv skal forhandle sig til at modtage støtte.