KORT NYT FRA UDLANDET:
I mere end 10 år har det europæiske rumfartøj Rosetta været på vej mod en fjern komet.
Når Rosetta lander på kometen – som bærer det mundrette navn Comet 67P/Churyumov-Gerasimenko – i november 2014, vil det være første gang i menneskehedens historie, at et rumfartøj planter sit ’fodaftryk’ på en komet.
Men nu viser nye billeder af Comet 67P/Churyumov-Gerasimenko, at kometen tilsyneladende har en mystisk form – og kan være delt i to, skriver Los Angeles Times.
»Det er ikke bare en rund kartoffel. Den har en meget interessant form,« siger Matt Taylor, som er forsker ved Rosettamissionen til Los Angeles Times.
Selvom Rosetta nærmer sig kometen, er afstanden endnu for stor til, at Rosettas kameraer kan afgøre med sikkerhed, om kometen er spaltet.
Hvis den virkelig er tvedelt, fortæller forskere, at det måske kan skyldes, at Comet 67P/Churyumov-Gerasimenko er blevet skabt ved, at to separate kometer er smadret ind i hinanden.
Men ifølge Los Angeles Times kan det også skyldes, at tyngdekraften fra et andet stort himmelobjekt har givet kometen dens mærkelige form.
Læs også:
Nu vågner komet-jægeren Rosetta
Nye billeder fra rumsonden Rosetta
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer
lb