Isbjørne, de ikoniske ofre for klimaforandringen, ændrer deres migrationsmønstre på grund af forandringer i havisen. På grund af smeltende havis er de tvunget til at opholde sig længere tid på land, har et nyt studie fundet, og det skader bjørnenes adgang til mad. Det skriver LiveScience.
Et hold af forskere har undersøgt bjørnenes vandring i området omkring Hudson Bay, Canada, ved hjælp af sattelit-data indsamlet mellem 1991 til 1997 og 2004 til 2009. Forskerne fandt ud af, at bjørnenes migration til og fra land kunne forudsiges ved hjælp af hatigheden hvormed havisen i området smelter og dannes igen. Resultaterne af undersøgelsen er netop publiceret i Journal of Animal Ecology.
Isbjørnenes foretrukne byttedyr er sæler, som primært lever på havis. Når havisen smelter, bliver sælerne til vands, men bjørnene er nødt til at søge ind på land, hvor de må gå i længere perioder uden at æde og tære på deres fedtdepoter for at overleve.
»Forandringer forårsaget af ændringer af klimaet, som får havisen til at smelte tidligere og dannes senere, påvirker formentlig isbjørnenes helbred,« siger studiets chefforsker.
Når bjørnene er fanget på land, er de essentielt tvunget til at faste. Gravide hunbjørne er særligt sårbare, for mens de andre bjørne genoptager jagten i slutningen af november, når havisen dannes, bliver de gravide bjørne tilbage på land for at føde.
LÆS OGSÅ PÅ VIDENSKAB.DK:
Smeltende havis giver større dybhavsdyr