KORT NYT FRA UDLANDET:
Hvordan sørger man for, at ens børn bliver økonomisk ansvarlige og ikke ender i reality-programmet Luksusfælden?
Et norsk forskerteam har undersøgt, hvilken effekt forskellige måder at opdrage sit barn har på børnenes sans for økonomisk ansvarlighed. Det skriver Forskning.no.
Deres resultater peger på, at vil man give sit barn en god økonomisk sans, så gælder det om at sætte grænser, men stadig vise tillid og lytte til barnets behov. Der skal med andre ord være en balance mellem kontrol og tillid.
Hellere bestemt end eftergivende
»Vi ved, at forældre videregiver økonomisk orientering og økonomisk adfærd til sine børn. Vi ville finde ud af, hvilken måde at opdrage sine børn på, der havde den bedste effekt på børnenes økonomisk sans,« siger professor Ellen Katrine Nyhus fra Agder Universitet om studiet, som er blevet publiceret i Journal of Genetic Psychology Research and Theory on Human Developement, til forskning.no.
I studiet interviewede Nyhus sammen med sin kollega professor Paul Webley over 500 norske niendeklasseselever og deres forældre, og de delte derefter forældrenes måder at opdrage på op i tre kategorier: Den bestemte, den autoritære og den eftergivende.
Det viste sig, at de børn, som blev opdraget efter den eftergivende opdragelsesstil havde den laveste score både hvad angik arbejdsindsats og fremtidsplaner, hvilket ifølge forskerne er to nøgleelementer til en god økonomi.
Lidt bedre så det ud for de børn, som blev opdraget autoritært. Dog havde disse børn en tendens til at tænke meget på den kortsigtede nydelse.
Forskerne nåede derfor frem til, at den bedste opdragelsesstil er den bestemte, hvor der sættes grænser, men hvor barnet også har en vis medbestemmelse. Ifølge forskernes resultater leder det nemlig til at børnene spare mere op og tænker mere langsigtet.
Læs også:
Dansk pædagogik på vej til børnehave i Kina
Det er ok at dele seng med sit barn
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
mft