KORT NYT FRA DANMARK:
I kølvandet på finanskrisen har mange vestlige lande gjort det sværere at indvandre midlertidigt. Samtidig får arbejdsindvandrere færre rettigheder end andre borgere.
Det kan gøre det mindre attraktivt at søge arbejde i Vesten, som dermed går glip af nødvendig arbejdskraft. En løsning kan være fælles internationale aftaler om indvandring og flere rettigheder til midlertidige indvandrere. Det ville kunne gavne alle parter, konkluderer Stine Neerup, der i ny ph.d.-afhandling har analyseret udviklingen i indvandringspolitikken i Australien, Danmark og USA før og under finanskrisen. Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
“De nuværende indvandringsregler i f.eks. Danmark og USA er ekstremt komplicerede, og dem, der kommer ind, får frataget basale rettigheder under deres ophold. Det gør det selvfølgelig mindre attraktivt at indvandre. Det kan på længere sigt give os store problemer med at tiltrække arbejdskraft. Og det økonomiske løft, arbejdsindvandringen kan give både modtagerlande, afsenderlande og indvandrere vil på den måde udeblive,” siger Stine Neerup.
“En løsning på problemet kunne være, at afsenderlande og modtagerlande indgår aftaler, som afklarer, hvilke rettigheder arbejdsindvandrere har, og hvilke velfærdsydelser de har adgang til under opholdet. Konkret kunne det f.eks. handle om en udvidelse af migranters rettigheder efter seks måneders ophold. Hvis indvandrernes situation bliver alt for usikker, vil hverken de eller afsenderlandet kunne se en fordel i indvandringen, og i modtagerlandene vil det skade den sociale sammenhængskraft,” siger Stine Neerup ifølge KU.
Læs mere i pressemeddelelsen fra KU.
Læs også:
Danmarks første bønder var indvandrere
Forskere bilder os ind, at indvandrere er religiøse
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
th