KORT NYT FRA UDLANDET
Drenge er som regel ret glade for at spille computerspil, men de er faktisk ikke særlig gode til at lave dem. Det skriver University of Sussex i en pressemeddelelse.
Et hold forskere har nemlig testet drenge og pigers evner til at designe og programmere deres egne computerspil. Og her viste det sig ifølge pressemeddelelsen, at pigernes computerspil havde nogle langt mere komplekse historier bag, og så var de bedre til at programmere.
»Hvis pigernes historier typisk er mere komplekse og udviklede, så kræver de mere sofistikerede programmer for at få deres spil til at fungere,« siger Judith Good, der forsker ved Institut for Infomatik på University of Sussex og har været en del af studiet, i pressemeddelelsen.
Eleverne på 12 – 13 år brugte i alt otte uger på at udvikle deres egne 3D computerspil ved at bruge software, der er udviklet til et populært fantasy spil kaldet Neverwinter Nights 2.
Men for at gøre det lettere for eleverne at bruge softwaren udviklede forskerne i studiet et program, der kan oversætte de sværere programmeringskoder til engelsk.
Ifølge forskerne brugte pigerne langt mere komplicerede koder end drengene.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Computers and Education.
Læs også:
Voldelige computerspil frikendes af forskere
Hvad er konsekvenserne ved at spille computerspil?
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
aml