KORT NYT FRA UDLANDET:
Kan du ikke huske, alle de virusinfektioner du har haft? Det er ikke noget problem, for det kan dit blod.
Forskere har lavet en ny test, som kan kortlægge alle antistoffer i dit blod, hvilket afslører deres virushistorie gennem hele livet. Det skriver Sciencemag.org.
Metoden kan være nyttig, ikke bare til at diagnosticere nuværende og tidligere sygdomme, men også til at udvikle vacciner og til at studere sammenhængen mellem virus og kronisk sygdom.
Det er forskere fra Brigham and Women’s Hospital i Boston og Harvard Medical School, som har udviklet metoden og testet den på mere end 500 mennesker fra USA, Thailand, Sydafrika og Peru. Den nye test, ved navn VirScan, »giver forskerne mulighed for at stille spørgsmål, som simpelthen ikke kunne stilles før,« udtaler studiets hovedforfatter, biologen Stephen Elledge.
»Du kan sammenligne grupper af mennesker – unge og gamle, dem med sygdomme og dem uden – og se, om der er en forskel i deres virushistorie.«
I gennemsnit, skriver forskerne i et nyt studie i tidsskriftet Science, havde forsøgsdeltagerne antistoffer fra omkring 10 tidligere virale infektioner, selvom de, der havde HIV og boede uden for USA, i gennemsnit havde flere.
I alle befolkningsgrupperne var herpes og rinovirus (den hyppigste årsag til almindelig forkølelse) de mest almindelige infektioner. Det så overraskende nok ud til, at mange mennesker havde udviklet nøjagtig samme antistoffer til en infektion. Forskerne havde ellers regnet med, at folks immunsystem var mere forskelligt end det, skriver Sciencemag.org.
Læs også:
Bliver vi tiltrukket af et godt immunforsvar?
Sex-dufte jager influenza på flugt
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
cpp