KORT NYT FRA DANMARK:
Forskere fra Statens Serum Institut har registreret ca. 34 tilfælde af en særlig type enterovirus, som kan være farlig for de små børn, som den typisk rammer. Det skriver Statens Serum Institut i en pressemeddelelse.
Enterovirus er en type virus, der i værste fald kan give alvorlige symptomer så som hjernebetændelse eller blodforgiftning. Polio, som nu næsten er udryddet i vestlige lande, er en enterovirus. Forskerne har nu fundet den sjældne udgave af virussen EV71 C4 hos 34 danske patienter.
Langt de fleste (91%) danske patienter var børn under 5 år – faktisk var 41 % under 1 år. Desuden var der en overvægt af drenge.
»Noget tyder desværre på, at denne subtype af enterovirus kan være relativt smitsomt, da de første 34 tilfælde af EV71 C4, vi har fundet og undersøgt i Danmark, primært har været forbundet med alvorlig sygdom hos helt små børn. Cirka hver tredje af dem har været indlagt på samme hospital i løbet af en kort periode på få måneder. Vi overvåger derfor dette virus nøje på SSI, og det er vigtigt, at sundhedspersonale der behandler alvorligt syge småbørn med meningitis, blodforgiftningslignende tilstande eller anden påvirkning af central-nerve-systemet er opmærksomme på at få testet børnene for enterovirus,« siger professor overlæge Thea Kølsen Fischer fra Statens Serum Institut i pressemeddelelsen.
Virussen stammer fra Asien, hvor mange børn er blevet syge under omfattende udbrud. Men en del af børnene er blevet alvorligt syge med involvering især af dybere luftveje og central-nerve system herunder meningititis. Der er under disse større udbrud i Asien også forekommet enkelte dødsfald.
I Asien arbejdes der i disse år på udvikling af en effektiv vaccine mod EV71, og de første lovende resultater af afprøvning af vaccinen er tilgængelige.
Læs også:
Farlig virus fra danske flåter spreder sig
Derfor har Ebola-virus ikke spredt sig
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ibp