KORT NYT FRA UDLANDET:
At spise af den forbudte frugt kan måske være endnu vildere end, hvad Bibelen fortæller…
Et ny undersøgelse, som er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Archives of Gynecology and Obstetrics, tyder nemlig på, at kvinder kan få et bedre sexliv ved at spise æbler, skriver The Huffington Post.
Forskerne har lavet undersøgelsen på 731 seksuelt aktive og raske kvinder i alderen 18-43 år. Kvinderne blev ifølge Huffington Post inddelt i to grupper alt efter, om de havde et normalt indtag af æbler (1-2 æbler om dagen) eller ikke spiste æbler (0-0,5 æbler om dagen)
Herefter skulle kvinderne svare på 19 spørgsmål om deres seksuelle funktion, orgasmer, hvor ofte de havde sex, hvor opstemte de var og lignende.
Spørgsmålene var en del af et index over kvinders sekuselle funktion – Female Sexual Function Index (FSFI ) – og det viste sig ifølge forskerne, at »et dagligt æbleforbrug var forbundet med højere FSFI-score i seksuelt aktive kvindelige patienter.«
Ifølge The Huffington Post er det forskernes hypotese, at æblerne kan forbedre kvindernes seksuelle funktion, fordi æbler – ligesom rødvin og chokolade – indeholder polyfenoler og antioxidanter, der kan stimulere blodtilførslen til kønsorganerne og vagina, og dermed hjælpe med ophidselse.
Det er dog værd at bemærke, at studiet er lavet på en relativt lille gruppe af kvinder og at studiet ikke nødvendigvis siger noget om årsagssammenhængen – det er for eksempel muligt, at de kvinder, der spiste flere æbler i undersøgelsen generelt var sundere, hvilket kunne bidrage til en bedre seksuel funktion.
Læs også:
Sådan bliver kvinder tilfredse med deres sexliv
Dyrkere af dominans-sex har det bedre end andre
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer
lb