KORT NYT FRA UDLANDET
Et fund af stegosaurus-skeletter af underarten Stegosaurus Mjosi giver ny viden om den ikoniske dinosaur med de store rygplader.
Rygpladerne havde nemlig forskellig udformning, alt efter om de sad på en han eller en hun. Det skriver The Guardian.
Mens hunnernes rygplader var spidse, var hannernes rygplader runde i formen og op til 45 procent større. Det er den mest overbevisende indikation hidtil på, at der var forskel på udseendet af hanner og hunner inden for dinoernes verden.
Ifølge folkene bag studiet antyder fundet, at dinosaurerne kan have haft parringsritualer i stil med moderne dyrearter, som for eksempel fugle.
»Fundet af rygpladernes variation mellem kønnene antyder, at hannerne viste sig frem. Det giver os en indsigt i dinosaureres adfærd,« siger Evan Saitta, kandidatstuderende ved Bristol Universitetet og manden bag forskningen, til The Guardian.
Forskerne afviser muligheden for, at nogle individer, uanset køn, simpelthen bare havde spidsere rygplader end andre.
»De 40 plader vi har set på, har to særskilte former – der var ikke nogen mellemting. Hvis det havde været normale variationer, ville man forvente, at nogle af rygpladerne ville være mere klokkeformede,« siger Evan Saitta.
Forskerne udelukker samtidig muligheden for, at der er tale om to forskellige arter, da resten af skeletterne var anatomisk meget ens.
Fundet er publiceret i det videnskabelige tiddskrift PLOS One.
Læs også:
Sejlivet dinosaur kan have overlevet massedød
Fuglenes forfader havde fire vinger
Kan man finde en velbevaret dino?
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
josa