I foråret og den tidlige sommer overgår antallet af tobiser alle andre fiskearter i Nordsøen, og hver dag søger enorme stimer af de små fisk efter føde. Men om natten forsvinder de. Forklaringen er, at når tobiserne er færdige med at gnaske vandlopper i sig, opløser stimerne sig, og hver enkelt lille fisk begraver sig i sandbunden, hvor de bliver indtil næste dag. Trygt gemt væk fra rovdyr og fiskenet.
Forskere fra DTU Aqua har undersøgt tobisens besynderlige adfærd:
»Vores resultater viser, at jo mere føde der er tilgængeligt for tobiserne, og jo mere mætte tobiserne er, jo længere tid vil det vare, før de graver sig ned i sandbunden og ikke længere er tilgængelige for fiskeri og rovdyr. Derudover er tobisernes adfærd bestemt af, hvor meget mad der har været de sidste par dage. Det vil sige, at når det har været småt med mad, bliver tobiserne i sandbunden hele dagen,« fortæller Mikael van Deurs, der har publiceret sine resultater i det videnskabelige tidsskrift ’Marine Biology’ sammen med Thomas Warnar, DTU Aqua, Jane W. Behrens, DTU Aqua, og John Fleng Steffensen, Københavns Universitet. Det skriver DTU Aqua.
Tobisen er en vigtig industrifisk og en betydningsfuld fødekilde for mange marine pattedyr, fugle og kommercielt vigtige fisk som torsk og laks, og det er derfor vigtigt, at bestandsvurderingerne for den er så præcise som muligt. Men deres forsvindingsnummer gør det svært for fiskeribiologerne at vurdere, hvor mange tobiser der er i et område, og at forudsige, hvornår tobiserne er tilgængelige for fiskernes net og de dyr, der lever af dem.
»Vi laver bestandsvurderinger ud fra, hvor mange fisk der bliver fanget per dag i tobisfiskeriet og ud fra data fra DTU Aquas egne moniteringstogter. Problemet er, at det er meget forskelligt, hvor mange tobiser der bliver fanget, fordi man kun kan fange de tobiser, der har forladt deres skjulested i sandet,« siger postdoc Mikael van Deurs fra DTU Aqua, der sammen med sine kolleger altså nu har undersøgt, hvilke faktorer der bestemmer, hvor meget tid tobiserne bruger væk fra sandbunden.
Annonce:
\ Find mere om
Naturen kalder dig, der elsker dyr og planter!
Få Videnskab.dk's gratis nyhedsbrev for alle, som er vilde med det vilde.
Tak fordi du tilmelder dig vores nyhedsbrev.
Der opstod en fejl under tilmelding til vores nyhedsbrev.
\
TOP 6
Mest læste om Naturvidenskab
2