Mælkevejen kan godt forberede sig på en tackling: Den vil kollidere med Andromedagalaksen, hvilket vil give en vis tumult.
Der er nu ikke nogen grund til at blive bekymret. Det voldsomme sammenstød vil først ske om fire milliarder år. Det oplyser den amerikanske rumfartsorganisation Nasa på baggrund af målinger fra Hubble-rumteleskopet, skriver politiken.dk.
Tyngdekraften hiver galakser mod hinanden
I øjeblikket nærmer Andromeda sig med høj hastighed Mælkevejen, men den er fortsat 2,5 millioner lysår borte. Tyngdekraften hiver de to galakser mod hinanden, så Andromeda nærmer sig ifølge Nasa med en hastighed af over 400.000 km/t.
Og selv når de rammer hinanden, vil det tage tid, førend de er fuldstændigt sammenflettede. Dén proces vil tage et par milliarder år, forudser Nasa.
Solsystemet ender på sidelinjen
Vort eget solsystem vil – venter eksperterne – ende med at blive skubbet længere ud fra galaksens centrum end i dag, når Andromeda og Mælkevejen flyder sammen til ét.
De data, Hubbleteleskopet har sikret, giver nu et klart billede af den fjerne fremtid for vort lille hjørne af universet.
»Efter næsten et århundredes spekulationer om Andromedas og Mælkevejens fremtidige skæbne har vi nu et klart billede af, hvordan tingene vil ske i løbet af de kommende milliarder år«, erklærer Sangmo Tony Sohn fra Space Telescope Science Institute (STScI) ifølge Nasa.
Helt på plads er køreplanen dog ikke. Andromeda følges tæt af en lille galakse, Triangulum, som – måske – bliver den, der først pløjer ind i Mælkevejen.
Læs også: Fjerne galakser afslører, hvornår den kosmiske tåge lettede