Menneskets bedste ven var engang en ulv, der blev hængende hos mennesker. Langsomt udviklede de tamme ulve sig til de hunde, vi kender i dag.
Nu viser ny forskning, at de ulve, der blev hos menneskerne, var dem, der bedst kunne omsætte resterne af menneskers føde, skriver B.dk.
Ingen ved præcist, hvornår ulve kom tættere på mennesker og blev til husdyr, men nye studier viser, at det var formentligt var evnen til at optage næring fra kulhydrater, der var afgørende.
Ulvene, der blev til vores kælne hunde, var dem, der bedst kunne optage næring fra resterne af den mad, menneskerne kasserede på bopladser. Det var en blanding af rødder, grød, brød og ben med kød og marv.
Det antyder nye studier, som ifølge B.dk netop er offentliggjort i Nature.
Forskene har undersøgt DNA fra 12 grå ulve og fra 60 hunde fordelt fra 15 racer, blandt andet Cockers Spaniels og Golden Retriver. Forskerne undersøgte, hvordan hundenes DNA adskilte sig fra ulvenes.
Forskerne fandt 36 pladser i genomet, som inkluderede 122 gener, der tilsyneladende var afgørende for, at ulvene kunne blive til tamme hunde. Af disse gener var 10 relaterede til fordøjelsen. Tre knyttede sig specifikt til evnen til at omdanne stivelse til sukker og til at optage dette fra mavesækken, så det kommer ud i blodbanerne.
De ulve, der blev hængende hos menneskerne, var dem, der bedst kunne omsætte resterne af menneskers føde, mener Axelsson.
Oscar Chavez, der leder det veterinære program på Cal Poly Pomona, er ikke overrasket over fundet. Han minder om, at den såkaldte stenaldermad som flere og flere mennesker sværger till, ikke er god for hunde, fordi deres nyrer kan blive overbelastede, hvis de spiser store mængder protein
»Jeg kender ingen dyrlæge, i hvert fald ikke blandt dem jeg omgåes, som ville drømme om at anbefale en kost uden korn til hunde,« siger han.
Ulvehunden fra Thy: Derfor ved forskerne ikke, om det er en rigtig ulv
