Forskere fra Syddansk Universitet har påvist, hvordan livets grundlæggende molekyler kan skabes i en isklump. Det skriver Syddansk Universitet i en pressemeddelelse.
I laboratoriet er det lykkedes forskerne at samle RNA molekyler fra deres simple byggesten ved at lade dem reagere under iskolde forhold i en blanding af is og vand. RNA er et vigtigt trin i livets oprindelse, og nogle af de tidligste byggesten var såkaldte ribosymer, lavet af RNA.
Inde i isen findes meget små kanaler af flydende vand, og forskerne hældte molekylerne ned i disse kanaler. På grund af den trange plads blev molekylerne tvunget til at reagere med hinanden kun ved hjælp af naturligt forekommende katalysatorer.
Opdagelsen viser, at livets byggesten kan være opstået under iskolde forhold i Jordens tidlige historie, og dermed har videnskaben taget et skridt videre mod at forstå, hvordan liv kan opstå.
Livet på Jorden opstod for ca. 3,8 mia., hvor de første avancerede organismer, cyanobakterier, men spørgsmålet er, hvad der var før dem.
”Avanceret liv opstod ikke af dødt geologisk materiale, og det store spørgsmål er: Hvad var der mellem disse avancerede cyanobakterier og dødt geologisk materiale?”, siger Pierre-Alain Monnard, lektor ved Center for Fundamental Living Technology, Syddansk Universitet, som er en af forskerne bag undersøgelsen.
Sammen med sine kolleger leder han efter dette altafgørende bindeled mellem et stendødt geologisk miljø og et levende biologisk miljø, som kan antænde livets opståen.
Nu peger deres resultater på, at den gnist kan tændes i is, og forskerne spekulerer i, at det måske var i isen, at molekyler for milliarder år siden begyndte at reagere med hinanden på en måde, der førte til dannelsen af tidligt liv.
Resultaterne er publiceret i det videnskabelige tidsskrift ChemBioChem.
LÆS OGSÅ på Videnskab.dk:
Overset liv i havbunden mæsker sig i fiskelort
Kædereaktion dræbte halvdelen af livet på Jorden
Amerikansk psykolog: Stjernekrigen om livets mening er i gang!