Et stillesiddende liv er ikke godt for din sundhed. Internationale undersøgelser peger på, at når man sidder ned i over 10 timer om dagen, så har man øget risiko for tidlig død, hjertekarsygdom og andre livsstilssygdomme som for eksempel diabetes.
Et nyt forstudie til en størreundersøgelse viser, at kontormedarbejdere i gennemsnit sidder ned 11 timer om dagen, skriver SFI.
Personer som arbejder ved en computer sidder ned 74 procent af deres arbejdstid og de sidder ned 56 procent af fritiden i deres hverdage. Forskerne målte deltagernes stillesiddende tid med et såkaldt accelerometer, der registrerede personens bevægelser. Deltagerne i studiet var både mænd og kvinder med en gennemsnitsalder på 42 år.
Der var ikke den store forskel på, hvor lang tid henholdsvis mænd og kvinder sidder ned på hverdage.
I gennemsnit sidder deltagerne knap 6 timer, mens de er på arbejde og knap 5 timer i fritiden, hvilket giver en samlet stillesiddende tid på næsten 11 timer om dagen, altså næsten halvdelen af et døgn. I weekenderne udgjorde den stillesiddende tid i gennemsnit 8,3 timer om dagen.
De fire organisatione som deltog i forstudiet var: Kræftens Bekæmpelse, NNE Pharmaplan, Ambu og Reload.
Læs også: Børn er overvægtige før de bliver stillesiddende