KORT NYT FRA UDLANDET:
Klimaforandringer kan have betydning for antallet af mænd i forhold til kvinder i nogle lande, viser nyt studie fra Japan. Det skriver Livescience.com.
Siden 1970’erne er temperatursvingninger blevet mere og mere almindelige i Japan, og i den samme periode er flere og flere fostre af mandligt køn døde. I samme periode er der derfor født færre mænd i forhold til kvinder.
Fostrene dør typisk efter 12 ugers graviditet, og forskerne kunne derfor ikke kende kønnet på daværende tidspunkt. Men de kiggede også på tallene for en rekordvarm sommer i Japan i år 2010. Her var der en stigning af døde fostre i september måned, mens der i ni måneder efter var et stort fald af nyfødte drengebørn i forhold til pigebørn.
»Det kunne tyde på, at klimaforandringer kan påvirke mandlige fostre på en negativ måde,« siger Dr. Misao Fukuda fra M&K Health Institute, der står bag studiet, til Livescience.com.
Tidligere studier i Finland og New Zealand af temperatursvingningers effekt på fostre har vist blandede resultater, men forskerne bag dette studie lægger vægt på, at ingen af de andre lande har samme dramatiske temperaturforskelle som Japan.
Læs også:
Ny metode til hurtigere gen-test af fostre
Forskning i klimaforandringer: Dyrene betaler prisen
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ams