KORT NYT FRA UDLANDET:
Mange tusinde videnskabelige artikler fra kinesiske forskere står til at blive frit tilgængelige for alle interesserede, så snart artikler har været publiceret i et år.
To af Kinas største forskningsstøtte-institutioner, der på engelsk kaldes National Natural Science Foundation of China (NSFC) og Chinese Academy of Sciences (CAS), har bekendtgjort, at alle forskere, som får støtte fra de to institutioner, skal gøre deres artikler tilgængelige online inden for 12 måneder efter publiceringen i et tidsskrift. Det skriver nature.com.
NSFC er én af Kinas største bevillingsmyndigheder, mens CAS støtter og udfører forskning på over 100 kinesiske institutioner.
Xiaolin Zang, der leder det nationale videnskabsbibliotek ved CAS, siger ifølge nature.com, at kinesisk forskning er i voldsomme omdrejninger. I 2003 udgav kinesere 48.000 artikler, hvilket svarede til 5,6 procent af alle forskningsartikler i verden. I 2012 var antallet steget til 186.000 eller 13,9 procent.
Over halvdelen af artiklerne byggede på forskning, dem i en eller anden grad var støttet af NSFC, mens CAS-forskere oven i hatten udgav over 18.000 artikler i 2012. Så det bliver ret meget forskning, der pludselig bliver tilgængelig, når den nye politik slår igennem.
Ifølge nature.com trådte de kinesiske regler for offentliggørelse i kraft i det øjeblik, de blev offentliggjort i sidste uge, så bølgen af open-access-artikler begynder muligvis så småt at skylle ind over internettet i starten af 2015.
Kinesernes udmelding ligger fint i tråd med lignende meldinger både fra internationale udgivere og fra USA’s National Institutes of Health (NIH). Kineserne vil måske lave et arkiv, der vil være inspireret af det NIH-drevne sundhedsarkiv PubMed, skriver nature.com.
Læs også:
Redaktører: ‘Open access har skabt et usundt system’
Bliver kontroversiel forskning gemt væk?
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.