KORT NYT FRA DANMARK
Indianere på film er oftest vise mænd. Men de er det også uden for filmlærredet. En fransk-canadisk indianer har i samarbejde med Aarhus Universitetshospital brugt sin visdom til at lære hiv-smittede at leve med deres sygdom. Det skriver Aarhus Universitetshospital i en pressemeddelelse.
Omkring en tredjedel af hiv-smittede har ifølge pressemeddelelsen symptomer på depression. Indianeren Hawk of the Yellow Wind lærte derfor 30 hiv-smittede selv at vælge, om de vil være ofret eller krigeren i deres eget liv. Indianeren lærte den enkelte, hvordan man klarer udfordringerne ved at leve med en kronisk sygdom.
Ud af de 30 patienter viste fem af dem ifølge studiet tegn på moderat eller svær depression. Efter projektet var der kun én person med depression.
»Studiet peger på vigtigheden af at inddrage og behandle det hele menneske og hjælpe den enkelte til at finde egne ressourcer til at genvinde balancen i livet,« siger Lotte Ørneborg Rodkjær, der er forskningssygeplejerske på Aarhus Universitetshospital, i pressemeddelelsen.
Ifølge forskerne viser studiet også, at undervisning og coaching kan øge hiv-smittedes tro på, at de kan udføre en bestemt handling og nedsætte deres risiko for depression.
Resultaterne skal ifølge pressemeddelelsen efterprøves i et lodtrækningsstudie, som starter sidst på året.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift HIV for Clinical and Scientific Research.
Læs også:
Defekt bremse i hjernen fører til depression
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
aml