KORT NYT FRA UDLANDET:
Astrofysikere verden over vil i eftermiddag kigge en ekstra gang efter nyheder på deres computerskærme.
Ifølge engelske The Guardian svirrer nemlig rygter om, at forskere fra Harvard-Smithsonian Center for Astrophysics muligvis vil bekræfte, at de har fundet såkaldte gravitationsbølger helt tilbage fra universets begyndelse for knap 14 milliarder år siden.
Gravitationsbølger er den sidste ubekræftede forudsigelse i Albert Einsteins generelle relativitetsteori. De er kort fortalt små krusninger af energi, der brager gennem rummet, lidt ligesom bølger over havet. De kan ses som en slags ekko fra Big Bang.
»Hvis de fortæller, at de har fundet gravitationsbølger fra universets oprindelse, så kræver det virkelig overbevisning at få mig til at tro på det. Men hvis de har gjort en solid opdagelse… Du godeste, wow! Så tager jeg fri hele næste uge,« siger Hiranya Peiris, der forsker i fysik og astronomi ved University College London, til The Guardian.
Opdagelsen af gravitationsbølger vil ifølge flere eksperter kunne fortælle en masse nyt om, blandt andet hvad der skete i tiden lige efter universets fødsel – og den vil uden tvivl indbringe forskerne en nobelpris, vurderer de over for The Guardian.
Forskerne kommer med en udmelding i dag kl. 17.
Du vil kunne live-streame video fra pressekonferencen her.
Læs også:
Einsteins Relativitetsteori blåstemplet af hidtil tungeste neutronstjerne
Hvor i universet skete Big Bang?
Ny lasermåler skal afdække universets første sekunder
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.