Videnskaben er kommet et skridt nærmere en behandling af meget komplicerede infektioner i i fx hjerteklapimplantater, lungerne, urinvejene og kroniske sår. Det er nemlig lykkedes danske og amerikanske forskere at aflure en vigtig mekanisme bag bakteriers såkaldte biofilm – den barriere, der beskytter bakterier mod angreb fra vores immunsystem. Det skriver Syddansk Universitet i en pressemeddelelse.
Mekanismen involverer små RNA molekyler, som kan påvirke bakteriernes genudtryk og dermed beslutningen for, om der skal dannes biofilm eller ej.
Bakterier kan bevæge sig ved at svømme med såkaldte flageller. Når de skal danne biofilm, ”slukker” de for flagellerne og sætter sig sammen.
»Vi har nu fundet ud af, hvad der skal til for, om de svømmer eller ikke svømmer – og det afgør, om de danner biofilm eller ej.«
»Perspektiverne for medicinalindustrien er enorme. Denne øgede forståelse af biofilmdannelse kan være det første skridt på vejen til at skabe nye måder at behandle komplicerede bakterielle infektioner i fremtiden.«, siger post doc. Mikkel Girke Jørgensen fra Institut for Biokemi og Molekylær Biologi.
Forskernes arbejde offentliggøres i det ansete tidsskrift Genes and Development den 15. maj 2013, vol. 27, nr. 10.
LÆS OGSÅ: Tordenskyer bugner af levende bakterier