KORT NYT FRA DANMARK:
Ældre mennesker kan miste optil 2% af deres skeletmuskelmasse årligt. Tilstanden hedder sarkopeni, men den kan måske modvirkes via motion og et øget indtag af protein.
Et nyt forskningsprojekt, som laves i samarbejde mellem Københavns Universitet, Bispebjerg Hospital og Amsterdam Universitet, skal derfor undersøge sammenhængen mellem ældres kost og deres helbred. Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
Projektet, som har fået navnet COUNTERSTRIKE, skal se nærmere på menneskets lipoprotein-profil, som kan fungere som et nyttigt værktøj til at afsløre sygdomme i deres tidligste stadie. I COUNTERSTRIKE har forskerne fokus på forholdet mellem lipoprotein-profil og sarkopeni. Men man håber, at projektet kan bidrage med mere end det ved at udvikle en ny form for screening.
»Vi skaber den viden, der skal til, hvis man vil forebygge mod først og fremmest sarkopeni, som forskningen i COUNTERSTRIKE retter sig imod, men screeningen vil formodentlig også kunne afsløre risiko for eksempelvis diabetes, hjertekarsygdomme og fedme,« siger Dennis Sandris Nielsen, som er projektleder for COUNTERSTRIKE, i pressemeddelelsen.
Lipoprotein-profilen er indtil nu blevet bestemt via såkaldt ultracentrifugering, men den metode er både langsom og dyr. Forskerne bag COUNTERSTRIKE har en teori om, at de ved hjælp af en anden teknik – NMR-spektroskopi – kan udvikle en ny metode, som både er hurtigere og billigere. Hvis det kan lade sig gøre, vil metoden kunne bruges til at screene store befolkningsgrupper.
Læs også:
Screening forhindrer ikke aggressiv brystkræft
Ibuprofen til kamp mod aldring
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
mft