Du har måske aldrig hørt om LaTeX, når navnet dækker over et særligt computerværktøj, som især matematikere, kemikere og dataloger bruger, når de skriver videnskabelige artikler.
Fordelen ved LaTeX er blandt andet, at opmærkningssproget selv ’oversætter’ teksten, herunder formler og tabeller, til pænt layout, så forskerne kan bruge deres tid på indhold i stedet for indpakning. LaTeX gør på den måde det samme for videnskabelige tekster, som HTML gør for hjemmesider – og mange naturvidenskabelige forskere elsker det.
Men tyske forskere gør nu, hvad de kan for at knuse den videnskabelige lykke. I en videnskabelig artikel konkluderer forskerne fra Justus-Liebig-Universität Gießen, at LaTeX får baghjul af noget så dagligdags og simpelt som Microsofts tekstbehandlingsprogram Word.
Efter at have sat 40 forskere til at arbejde i de to systemer med brødtekst, tabeller, overskrifter og mere indviklede tekster med komplicerede matematiske ligninger, konkluderer forskerne i tidsskriftet Plos One, at LaTeX-brugere er langsommere end Word-brugere, skriver mindre tekst på den samme tid og laver flere fejl i opsætning, formatering og grammatik.
»På de fleste parametre klarede trænede LaTeX-brugere sig dårligere end Word-nybegyndere, selvom de oftere rapporterede, at de godt kunne lide at bruge deres software. Vi konkluderer, at selv erfarne LaTeX-brugere kan tabe produktivitet, når de bruger LaTeX i forhold til andre tekstbehandlingssystemer.«
Forskerne nåede frem til deres konklusion ved at bede de 40 deltagere om at ’genskabe’ tre siders videnskabelig tekst i enten LaTeX eller Word ud fra en original artikel.
Den metode har fået især amerikanske forskere og formidlingsinteresserede til at angribe konklusionen på blogs og på Twitter, blandt andet fordi deltagerne ikke har skrevet deres egen artikel fra bunden, men har skullet forsøge at kopiere en allerede eksisterende.
Biologiprofessor Claus Wilke fra amerikanske CSSB mener, at studiet er behæftet med mange fejl – og andre spæder til:
»Det bliver helt sikkert den mest kontroversielle artikel i dette årti,« mener Ben Lillie, der tidligere har skrevet for Ted.com og nu er leder af ’The Story Collider’.
»Som reviewer af videnskabelige artikler kan jeg bekræfte, at artikler lavet i LaTeX er 500 procent bedre end dem i Word,« skriver geofysiker Steven J. Gibbons fra den norske forskningsfond NORSAR.
Også danskere deltager i Twitter-koret, blandt andre ph.d.-studerende Henrik Korsgaard fra Aarhus Universitets datalogiske institut: »I Word ligner det nærmest rablerier, men i LaTeX (…) ligner det mere et oplæg.«
Førsteforfatter Markus Knauff erklærer sig over for Nature.com enig i, at kopiering af en tre sider lang videnskabelig artikler ikke er det samme som at skrive en videnskabelig artikel selv, men han mener, at der ikke er nogen bedre måde at sammenligne de to systemer på. Hvis forskerne skulle skrive deres egne studier, ville det give så mange ekstra variabler, at det ville være umuligt at sammenligne.
Markus Knauff påpeger i stedet, at indholdet af de tre sider passer til det indhold, der er i mange andre videnskabelige artikler, og at det derfor er en troværdig gengivelse af, hvordan det er at skrive i virkeligheden.
»Enkeltpersoner, institutioner og tidsskrifter bør nøje overveje følgerne af dette fund, når de vælger tekstbehandlingsstrategier eller kræver dem af forfattere,« konkluderer han og kollegerne i den videnskabelige artikel.
Læs også:
Motiverende design kan ændre din adfærd
Dansk forsker udvikler nyt skriftsprog
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.